Video : Tipsbladet
Bundesliga

Delaney og Dortmund besejrede Yussufs Leipzig

Thomas Delaney spillede hele kampen, da Dortmund vandt 1-0 over RB Leipzig med Yussuf Poulsen på holdet.

Dortmund skulle lørdag aften forsøge at holde afstanden til Bayern München i toppen af Bundesligaen, da danskerklubben med Thomas Delaney i startopstillingen var på en svær opgave i Leipzig, der havde Yussug Poulsen med fra start.

Bundesligaens førerhold fik en drømmestart på opgøret, da Alex Witsel satte sidste fod på et indlæg fra Lukasz Piszczek og bragte Dortmund foran efter små 20 minutter.

Resten af halvleg bølgede frem og tilbage med den største chance til hjemmeholdets landsholdsangriber Timo Werner, der dog ikke fandt vej til netmaskerne. Derfor var stillingen 0-1 ved pausen.

Anden halvleg var også en jævnbyrdig affære uden de store chancer, men mod slutningen fik hjemmeholdet lagt et tryk på de gæstende favoritter. Små 20 minutter før tid reddede Roman Burki et kvalificeret forsøg fra Marcel Sabitzer, og få minutter senere reddede Burki så en afslutning fra Werner.

Tættere på kom Leipzig ikke, og Dortmund snuppede dermed en 1-0-sejr og fastholder forspringet på seks point ned til Bayern München.