Video : Tipsbladet
Superliga

Forlod Lyngby på grund af chefen: Nu træner han med i 2. divisionsklub

Jeppe Brandrup fik kontrakten med Lyngby Boldklub ophævet, fordi han ikke kunne med cheftræner Mark Strudal. Nu begynder han snart at studere og træner i øjeblikket med i HIK i 2. division. Han kan dog ikke helt beslutte sig for, om han fortryder, selv om Strudal nu er væk i Lyngby.

Allerede i september måned åbnede Jeppe Brandrup over for tipsbladet.dk op for, at han måtte stoppe fodboldkarrieren. Han havde endnu ikke fundet en ny klub efter bruddet med Lyngby Boldklub, og han blev jo ikke yngre, så måske måtte han snart begynde på en uddannelse for at komme videre med livet.

Det gør han så her i slutningen af januar. Brandrup skal læse til bygningskonstruktør.

- Det tager tre et halvt år, så der går lidt tid til, man kan tjene rigtige penge igen, som man har været vant til. Det er et nyt liv, så det bliver spændende, udfordrende og sikkert også hårdt med familie og fodbold, siger han til tipsbladet.dk.

- Jeg tager sgu hatten af for de unge og ældre drenge, der kører studie eller job og fodboldtræning sammen med en familie. Det er en hård tilværelse at leve for at lave det, man brænder for. Det er et privilegeret liv, jeg har levet de sidste 13 år som fuldtidsprofessionel.

Som Jeppe Brandrup antyder, stopper han ikke helt med at spille fodbold, selv om han fremover kan kalde sig studerende. Han træner i øjeblikket med hos 2. divisionsholdet HIK, og hvis alt går vel, kan han skrive en delstidskontrakt med klubben.

- Det seneste halve år har jeg funderet over, hvad der skulle ske. Jeg håbede, der opstod noget, der kunne passe med alle brikkerne, men det har der ikke rigtig været i forhold til økonomi og tid, siger han.

- Nu kommer jeg til at være væk om formiddagen og kan træne senere. Jeg kender mange af drengene og har set dem spille et par gange det sidste halve år. Det kunne godt være, jeg kunne få brikkerne til at falde på plads i forhold studie, familieliv og fodbold.

Føler sig 33 år ung
Jeppe Brandrup forlod Lyngby Boldklub og sin fuldtidskontrakt i sommer, efter Mark Strudal blev ansat som cheftræner. Havde klubben valgt en anden træner, havde Brandrup stadig været der i dag og havde ikke behøvet træffe nogle svær livs- og karrierebeslutninger.

Nu er Strudal tilmed allerede væk igen, så fortryder Brandrup, at han ikke bed i det sure æble og så fandt sig i en træner, han ingen kemi havde med, i en halv sæson?

- Jaaah…, siger han tøvende.

- Det kunne også være, han ikke var blevet fyret, og så skulle have en dårlig mavefornemmelse til træning i et helt år. Jeg er også kommet videre, ligesom klubben er. På et eller andet tidspunkt skulle jeg finde på noget at lave efter fodbolden, siger han.

- Jeg kommer faktisk direkte derudefra; jeg har været ude at sige hej til drengene. Jeg er stadig ven af huset, og det er jeg glad for. Jeg ville selvfølgelig gerne have været i klubben stadig og have taget det sidste år med. Men sådan er livet, jeg gik efter min mavefornemmelse, og jeg havde det sgu ikke godt den korte tid, jeg var der under Strudal. Så det var nok den rigtige beslutning set i bakspejlet.

Nu bliver det altså et liv som studerende og fyraftensprofessionel i stedet for, men omvendt slipper Jeppe Brandrup for at give helt afkald på topfodbolden. Den glidende overgang kommer til at passe ham fint, forudser han, selv om nedtrapningen og det uundgåelige stop, der kommer en dag, er svære piller at sluge.

- Jeg træder ud på dybt vand. Mange andre har prøvet det og er sluppet godt fra det, men tiden efter karrieren kan være svær, som mange gør opmærksom på, men jeg føler, jeg er sluppet okay fra det. Men det er en svær tid, siger Brandrup.

Til gengæld kan han i en alder af 33 år stadig føle sig som en teenager igen, når han træner under projektørlysene i januarkulden.

- Der er sgu også noget charmerende med aftentræning, for det tager én tilbag til tidernes morgen, hvor man var ung, siger Jeppe Brandrup.