Video : Tipsbladet
Premier League

Thomas Frank bad til fodboldguderne: Jeg har lært min lektie nu

Den danske cheftræner i Brentford har fået vind i sejlene efter en ellers meget svær start på sit job som cheftræner for klubben.

Bare én af de første 10 kampe lykkedes det at vinde for Thomas Frank, da han i oktober overtog trænerjobbet i Brentford fra Dean Smith, der blev hentet til Aston Villa.

Men danskeren og Brentford fik vendt de dårlige resultater, og nu går Thomas Frank ind til mandagens møde ude mod Barnet i FA Cuppen med syv kampe i streg uden et nederlag.

Thomas Frank fortæller i et interview med Evening Standard, at han trods alt var en smule fortvivlet, fordi sort uheld og personlige fejl blev ved med at ramme Brentford som en lavine i starten af Franks tid som cheftræner. Blandt andet kom Emiliano Marcondes alvorligt til skade, kort efter han fik comeback for førsteholdet og viste storspil.

- Man når at tænke: "Please, fodboldgud. Jeg tror, jeg har lært min lektie nu. Vi har tabt seks kampe og please bare giv os lidt", siger Thomas Frank i interviewet med Evening Standard.

Ikke kun resultaterne var svære i efteråret - klubbens tekniske direktør Robert Rowan døde af et hjertestop, bare 28 år, og det satte chokbølger i hele klubben, der mistede en skattet person.

Også for Thomas Frank var det et stort tab. Rob Rowan var en person, danskeren arbejdede tæt sammen med, men samtidig skulle danskeren som leder, som cheftræner, holde sammen på det hele og sikre, at spillerne holdt snuden i sporet og koncentreret sig om arbejdet. Ikke nemt for den tidligere Brøndby-træner, der på det tidspunkt kun havde haft rollen som cheftræner i en måneds tid.

- Det var helt, helt utroligt hårdt. Man føler sig bare drænet, hvis det giver mening. Og når man parkerer sin bil (om morgenen), skal man smile igen og igang med det hele igen. Det er, hvad man er nødt til. Det er det hårdeste ved jobbet.

- Ligegyldigt hvad der sker i min privatliv, lige meget hvad der sker i kampe, du vinder eller taber, er man nødt til at være på, siger danskeren.

Thomas Frank og Brentford ligger nummer 18 i the Championship - 11 point foran nedrykningsstregen.