Video : Tipsbladet
Superliga

Trøjeskifte symboliserer højere status for Randers-profil

Mikkel Kallesøe har op til forårssæsonen skiftet trøjenummer, og det nye nummer symboliserer en højere status i klubben.

Der er nogle trøjenumre, som er mere eftertragtede end andre. Nummer syv er ét af dem.

I Randers FC er trøje nummer syv netop blevet besat af Mikkel Kallesøe, som har skiftet nummer 19 ud i løbet af vinterpausen. Beslutningen er truffet, fordi trøjenummeret er med til at signalere, at midtbanespilleren har en stor rolle i klubben.

- Mikkel er en fantastisk spiller at have på holdet og i truppen. Han har været med i en del år trods sin unge alder, og det har været spændende at se ham vokse med opgaven. Nu er han en profil, og en af dem, der skal tegne Randers FC fremadrettet. Derfor giver det også god mening at signalere det ved at skifte til et andet og historisk mere betydningsfuldt nummer, siger Søren Pedersen, der er sportslig og kommerciel direktør i Randers, til klubbens hjemmeside.

Selvom Mikkel Kallesøe har været glad for at spille i nummer 19, er han dog også stolt over at kunne trække trøje nummer syv over hovedet fremadrettet.

- Jeg har været glad for at spille i nummer 19, men med min rolle på holdet, så var jeg helt med på at skifte til et andet nummer, da jeg blev spurgt ind til det. Trøje nummer syv fortæller, at jeg har fået en vigtige rolle på holdet, og historisk set har trøjenummeret jo en betydning i fodboldverdenen, selvom det er de færreste udover angriberne, der har et helt specielt og tæt forhold til deres trøjenumre, forklarer den 21-midtbanespiller.

I begyndelsen af 2019 underskrev Mikkel Kallesøe en ny kontrakt, der binder ham til Randers FC frem til sommeren 2023. Han har spillet 82 kampe for kronjyderne.