Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 22. spillerunde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

Runden er netop overstået, og der er allerede sket meget i kølvandet på 22. runde af Superligaen - Brøndby skal have ny træner, efter klubben mandag fyrede tyske Alexander Zorniger.

Inden der bliver kigget for meget frem, skal der også kigges tilbage, og tipsbladet.dk kigger her på, hvem der har præsteret i 22. runde af dansk fodbolds bedste række.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 22. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Kamil Grabara, AGF (1)
AGF's målmand var i skarp konkurrence med blandt andet Jacob Rinne fra AaB, der havde flere utrolige redninger i første halvleg mod FC Midtjylland. Kamil Grabara udstråler klasse, han er dominerende i luftspillet, og han er rolig, når han redder bolde. En enkelt gang måtte han have stolpen til hjælp mod SønderjyskE, men han tog sit andet clean sheet i bare to kampe.

Højre back: Joel Andersson, FC Midtjylland (3)
En stærk og dynamisk back, der både offensivt og defensivt giver meget til FC Midtjyllands spil. Passede sine pligter defensivt og var på den måde medvirkende til, at FC Midtjylland fik opbygget en føring på 2-0, som AaB så i anden halvleg ikke var så langt fra at udligne. Joel Andersson har efterhånden sat sig sikkert på backpositionen i FC Midtjylland.

Central forsvarer: Mads Juel Andersen, AC Horsens (1)
Da AC Horsens først kom i overtal mod Vendsyssel, var der ingen tvivl om, hvem der ville løbe med sejren. Der stod Horsens på det hele. Der skulle alligevel et par dødbolde til for at få det åbnet, og her var den tidligere Brøndby-forsvarer Mads Juel Andersen uhyggelig. To kasser er ikke hverdagskost fra en centerback, og Juel Andersen sætter sig sikkert på en af de to pladser på holdet denne uge.

Central forsvarer: Niklas Backman, AGF (1)
I sidste uge var det holdkammeraten Frederik Tingager, der fik plads på Rundens Hold, i denne uge er det Niklas Backman. Den nykårede AGF-anfører spillede for anden uge i træk en glimrende kamp for Aarhus-mandskabet, og man kunne ikke mærke på AGF-forsvaret, at Frederik Tingager måtte udgå med en skade i første halvleg. Det er en kredit til Niklas Backman og resten af AGF-forsvaret, der holdt SønderjyskE fra scoring.

Venstre back: Michael Lumb, AC Horsens (3)
Den stærke venstre back spillede endnu en fremragende kamp for AC Horsens. Han slog glimrende dødbolde, var selv tæt på at score og endte med at være involveret i to af AC Horsens' tre scoringer. Målet til 1-0 kom efter et hjørnespark fra Michael Lumb, og målet til 2-0 kom efter et indlæg fra venstre side af Michael Lumb. På en dag, hvor der ikke var brug for meget defensivt arbejde, var backen stærk offensivt, og det er, hvad der er brug for, når man møder et hold, der har fået rødt kort og kun vil forsvare sig.

Højre midtbane: Mathias Kristensen, Esbjerg fB (1)
Offensivt var det fremragende fra Mathias Kristensens side. Esbjerg-spilleren stod for oplægget til 1-0, da han først spillede et-to med en medspiller, inden han slog en flad bold ind foran, som finske Joni Kauko styrede i mål. Det var også Mathias Kristensen, der holdt fast i bolden efter lidt duelspil, så den til sidst kunne ende for fødderne af Adrien Petre, der gjorde det til 2-0 i opgøret. Således får man plads på holdet, når man på den måde leverer matchvindende aktioner.

Central midtbane: Rasmus Falk, FC København (4)
FC København-profilen var kampens med afstand bedste spiller, og han lader bare til at vokse og vokse i rollen som central midtbane. Mod et kompakt hold, der forsvarer sig godt, var det Rasmus Falk, der med telefonboksdriblinger snød to mand og sparkede bolden forbi Patrik Carlgren til 1-0, og det var Falk, der med smarte driblinger, en god vending og en skarp aflevering spillede Dame N'Doye fri til afslutning i anden halvleg, hvor han scorede til slutresultatet 2-0.

Central midtbane: Evander, FC Midtjylland (2)
Brasilianeren scorede kampens andet mål, da FC Midtjylland vandt med 2-1 over AaB mandag aften. Det var med hovedet og efter et hjørnespark. Spillet med fødderne var igen fremragende, og man kan se, at FCM's brasser har utrolig meget kvalitet på bolden. Afleveringerne er gode, berøringerne utrolige, og han lader til at kunne manipulere bolden, næsten som han lyster. Det er ikke en egenskab, man ser så ofte i dansk fodbold.

Venstre midtbane: Mathias Rasmussen, FC Nordsjælland (1)
Nordmanden har været vant til at være en indskiftningsspiller, men det ser efterhånden ud til, at han er ved at slå sig fast på FC Nordsjælland-holdet. Lørdag var han fremragende for Kasper Hjulmands tropper. Med gode udfordringer, tempo og drive i sine fremløb var han en konstant trussel for Hobros højre side, og Mathias Rasmussen stod for flere flotte afleveringer og indlæg - blandt andet et indlæg lige i panden på Andreas Skov Olsen, som FC Nordsjælland-angriberen burde have scoret på.

Angriber: Adrian Petre, Esbjerg fB (4)
Det var kun en forsvarsspiller, der formåede at score mere end én gang i runden, så på målkontoen var der ingen angribere, der gjorde sig mere bemærket end andre. Adrian Petre får plads på Rundens Hold, fordi han kom frem til flere chancer mod Brøndby, udnyttede den ene - med målet til 2-0 - og samtidig accepterede at arbejde hårdt. Det var en god holdindsats, og han spillede godt, også selv om han misbrugte et par gode muligheder.

Angriber: Paul Onuachu, FC Midtjylland (3)
Angriber Paul Onuachu er utrolig svær at holde for et forsvar, og den store nigerianer kom igen på tavlen for FC Midtjylland, da han kort før pausen scorede på et flot hovedstød mod AaB. Fremtvang inden scoringen en forrygende redning af keeper Jacob Rinne. Onuachu er uortodoks og et problem for stort set alle forsvar - også for AaB's mandag aften i Herning.  

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.