Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-angriber: Det er vildt, at mine to første mål skulle være så gode

Patrick Mortensen scorer åbenbart kun smukke mål for AGF, hvilket overrasker ham selv, for de karakteriserer ikke hans spillestil særlig godt. Hvis han skal vælge, vil han da også hellere score to grimme end ét flot mål.

- Det er da helt vanvittigt godt drejet ind. Det kan være, han er sådan en, der kun scorer smukke mål, Patrick Mortensen.

Morten Bruun, medkommentator til AGF's kamp mod Vendsyssel FF i søndags, var imponeret over den nye angribers seneste scoring, som fulgte i hælene på det utrolige langskud mod SønderjyskE.

Så spørgsmålet er selvfølgelig, om vi skal tage Bruuns ord bogstaveligt. Skal vi regne med at kun at se drømmemål fra Patrick Mortensens fødder? Næppe. Tværtimod giver de indtryk af en spiller, som han gerne vil være, men ikke helt er.

- Som jeg siger til mine venner, er det blevet moderne at score nogle flotte mål. Det er lidt vildt at tænke på, at mine to første mål i den trøje her skulle være så gode, så specielle og ikke noget, som karakteriserer mig som spiller, siger Mortensen til tipsbladet.dk.

- Men jeg synes bare, det er fedt. Jeg har egentlig altid vidst, at jeg godt kunne score sådan nogle mål, specielt sparket udefra (mod SønderjyskE, red.). Jeg er generelt en spiller, som elsker at være i boksen, så det er sjældent, jeg får muligheden for at hakke på dåsen så langt udefra, men det er noget, jeg arbejder meget med, også mentalt. At jeg skal blive lidt mere uforudsigelig, og det må man sige, at de to mål har været.

Sideløbende med de to flotte mål har Patrick Mortensen også brændt nogle mere oplagte chancer for AGF. Men trods den megen opmærksomhed, som målene har givet, vil han hellere score to nemme end ét svært.

- Jeg håber da også, at jeg kan lave nogle af de nemme mål. Vi snakkede sågar om det til træning en af dagene. Om jeg hellere ville score sådan et vanvittigt mål, eller om jeg ville lave to tap in-mål (engelsk udtryk for at prikke bolden over stregen fra klods hold, red.). Der var jeg sgu lidt i tvivl, men jeg hældte måske mere til at lave to tap in-mål, og det giver alligevel dobbelt op i løbet af en sæson. Men vi tager det hele med, siger angriberen.

Han hæfter sig i det hele taget ved, at han er kommet frem til flere chancer, og så går han i første omgang mindre op i, om han får omsat dem alle. Så længe han bringer sig selv i de situationer, skal flere mål nok følge. Også de nemme.

Det er knap fire år, siden 29-årige Mortensen forlod Lyngby BK og dansk fodbold for Sarpsborg i Norge, og han har i sine fire første kampe noteret sig især én forskel på Superligaen og Eliteserien: Holdene er mere lige i Danmark.

- Nu har vi mødt lidt fra toppen og bunden, men jeg synes ikke, der er så stor kvalitetsforskel. Det er meget enkelte situationer, som tit afgør kampene. Det har ikke overrasket mig, for jeg har jo fulgt med, selv om jeg har boet oppe i Norge, men det er en forskel fra norsk fodbold, hvor der er større adspredelse. Man kan godt mærke, når man møder nogle af bundholdene deroppe, at man lettere kan komme igennem kampen på 90 procent, siger Patrick Mortensen.

- Her synes jeg, at man virkelig skal være på 100, og man skal være koncentreret og fokuseret i hele kampen for at spille en god kamp. Så det er bare fedt. Det er fedt, at den er så tæt. Det gør det lidt sjovere, at der er en masse spænding på allerede.

Spændingen er AGF i høj grad selv en del af. Holdet ligger på ottendepladsen, men har bare ét point op til top 6. De to sidste kampe i grundspillet byder på opgør mod OB og AaB, der ligeledes kæmper for en plads ved de riges bord i slutspillet.