Video : Tipsbladet
Superliga

Gammel kending følger stadig Esbjerg: Det er imponerende, hvad de gør

Mick van Buren havde en god tid i Danmark og lærte sig også dansk, inden han forlod Esbjerg fB i sommeren 2016. Nu følger han klubbens genrejsning med glæde.

Han er ikke den, der har scoret flest mål i Esbjerg fB's historie, men få har scoret så mange vigtige af slagsen som Mick van Buren. Der var de to mod FC Vestsjælland, der reddede holdet fra nedrykning i 2015, det mod St. Etienne i Europa League-kvalifikationen og ikke mindst de tre mod Standard Liegé i det efterfølgende gruppespil.

I sidste uge slog han til igen i Europa League, denne gang for Slavia Prag mod Sevilla, som han var med til at sende ud af turneringen. Det går i det hele taget godt for van Buren, der missede hele efteråret med et brækket ben, men som har scoret to gange i fire ligakampe og altså det vigtige mål mod Sevilla i 2019.

Det går også godt for Esbjerg igen, efter holdet rykkede ned, et år efter van Buren forlod klubben i sommeren 2016. Det glæder angriberen, der stadig følger sine gamle holdkammerater.

- Jeg har fulgt med fra afstand, set highlights og selvfølgelig tabellen. De er nummer fem i ligaen. Det er imponerende. Jeg kan huske, at de rykkede ned, året efter jeg forlod klubben, så det er imponerede, hvad de gør nu. Jeg er glad for, at de kan bygge noget op igen, siger Mick van Buren til tipsbladet.dk.

Hollænderen kender cheftræner John Lammers fra deres fælles fortid i Excelsior, men ellers er de fleste i den sportslige afdeling nye i forhold til hans tid i klubben. Så han har ingen spillerkollegaer i Esbjerg, han kan vende situationen med.

- Mange af gutterne har forladt klubben, siden jeg var der. Jeg har stadig noget kontakt med nogle af mine holdkammerater, men de er der ikke mere. Folk som Magnus Lekven, Kevin Mensah og Mohammed Fellah, siger van Buren, der også holder noget andet fra sine år i Danmark ved lige: sproget.

- Jeg taler stadig dansk. Vi kunne nok godt tage interviewet på dansk, men så ville det ikke være så detajleret. Når jeg taler med Kevin og nogle af de andre danskere, taler jeg engelsk, for det er mere naturligt. Men hvis jeg møder danskere, føler jeg, at jeg stadig kan tale dansk. Mit niveau er stadig ret godt, vil jeg sige.

Mick van Buren kan resten af foråret følge sit gamle i mesterskabsspillet, hvor Esbjerg møder FC København, FC Midtjylland, OB, Brøndby IF og FC Nordsjælland.