Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: AC Horsens er Superligaens dårligste hold lige nu

Tipsbladet.dk zoomer ind på fredagens Superliga-kamp mellem Vejle og AC Horsens.

Vejle - AC Horsens 3-0 (0-0)
1-0 Allan Sousa (52')
2-0 Allan Sousa (62')
3-0 Kjartan Finnbogason (74')

Kampens bedste

Vejle:
Det var en af Vejles bedste kampe i lang tid, og på midtbanen var Jacob Schoop arkitekten bag mange gode angreb. Han fremtvang også et straffespark og noterede sig for en assist. 

AC Horsens:
Det var svært at få øje på gode præstationer på AC Horsens-mandskabet, men Sammy Skytte får prisen som bedste mand iført gul trøje. Midtbanespilleren viste prøver på sine tekniske evner et par gange, og han kæmpede godt. Den bedste af de dårlige. 

Kampens værste

Frederik Mortensen fik sin Superliga-debut på en uvant position som højre back, og den unge midtbanespiller blev sat på gevaldige prøver af Vejle-spillerne. Han bestod ikke prøven, og han ragede undervejs et gult kort til sig. Der var dog mange dårlige præstationer hos AC Horsens, der ligner Superligaens dårligste hold i øjeblikket.

Kampens detalje

Flot fodbold var der ikke meget af i første halvleg i Nørreskoven, men til gengæld havde hjemmeholdets tilskuere taget masser af farvet toiletpapir med, og det blev Michael Lumb offer for, da han skulle tage et hjørnespark tæt på hjemmeholdets mest fanatiske tilhængere. AC Horsens-spilleren måtte fjerne en hel del papir for at kunne sende bolden ind i feltet. Det har Vejle-tilskuerne sikkert haft en del sjov med.