Zidane skal godkende alt: 20 transfers kan være på vej i Real Madrid
Foto: Getty Images
La Liga

Zidane skal godkende alt: 20 transfers kan være på vej i Real Madrid

Der kan blive gang i svingdøren i Real Madrid til sommer, og det hele skal helst gå meget hurtigt, hvis det står til Zidane, skriver Marca.

Real Madrid har haft store vanskeligheder i denne sæson, hvor det blandt andet er blevet til to trænerfyringer, hvor Zinedine Zidane er den tredje træner i rækken efter Lopetegui og Solari. 

Her har der tidligere været historier om, at den franske cheftræner får meget mere indflydelse på klubskifter end i sin første periode i klubben - og der kan komme til at være en hel del at se til for Zidane, ser det ud til.

Det skriver den spanske sportsavis Marca.

Op mod 20 klubskifter af spillere, der skal ind og ud, kan det blive til i den kommende sommer for Real Madrid, og det bliver alle med Zidanes godkendelse, beretter avisen, som normalt er meget tæt på den spanske storklub.

Nogle af de folk, som kunne være på vej ud er Gareth Bale, mens der også skulle være navne som Raphael Varane og Keylor Navas, der kunne være på vej ud, men for de to sidstnævnte handler Zidanes opgave om at få dem til at blive i Madrid-klubben, forlyder det.

Derudover bliver der peget på, at franskmanden helst vil have det hele på plads inden opstartssæsonen bliver sat i gang, selvom Zidane skulle være klar over, at det kan blive meget svært med det nuværende transfermarked.