Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AaB - Hobro IK

Hobro IK skal vinde i Aalborg for ikke at skulle spille for livet mod Vejle Boldklub.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Aalborg Portland Park 
Dommer: Anders Poulsen
På TV: TV3+
Hashtag: #aabhik #sldk

Holdnyt:
AaB:
Nordjyllands bedste mandskab har fået fortjente møgfald for deres præstationer på det seneste, men mod Randers FC var der endelig fremgang. AaB vandt en flot 2-0-sejr ude over gruppens tophold og lignede endelig et mandskab, der rent faktisk gad spille fodbold.

AaB var hårdt plaget af skader til kampen, så det så på forhånd meget svært ud, men det endte med at blive en opløftende eftermiddag for Jacob Friis' mandskab, der nu har gruppesejren at spille for i sidste runde mod Hobro. AaB skal vinde samtidig med, at Vendsyssel slår Randers.

Opgøret slog for alvor et slag for AaB's talentudvikling - otte af de 11 startere mod Randers FC var således et produkt af klubbens eget talentarbejde. 

AaB har mange skader og småproblemer i øjeblikket, så det er svært at spå om, hvem der bliver klar til fredagens kamp. Marco Ramkilde og Jakob Ahlmann sidder over, og Oliver Abildgaard er tvivlsom. Derudover missede Jores Okore, Patrick Kristensen og Magnus Christensen onsdagens træning, men er alle tre "i spil" til kampen ifølge cheftræner Jacob Friis.

Til gengæld har AaB ingen karantæner.

Hobro IK:
Det var nødvendigt med en sejr for Hobro mod Vendsyssel FF for at bevare håbet om at undgå den direkte nedrykningskamp, og Peter Sørensens mandskab stod for presset og vandt 3-2. Der var ved at gå gummiben i den til sidst for Hobro-spillerne, men de holdt stand.

Sejren var ikke ufortjent, men hvordan Hobro kunne score tre mål i kampen, må de have mere end svært ved at forstå i Vendsyssel-lejren. Men værterne scorede på selv de halve og kvarter chancer - det er som bekendt ikke nogen dårlig kvalitet at have.

De tre point betyder som nævnt, at Hobro har en chance for at undgå sidstepladsen, men det kræver en sejr i Aalborg fredag aften. Det skal blive spændende at se, om det vil smitte af på tilgangen til kampen, eller om Hobro vil være afventende fra start.

Gæsterne må undvære Alexander Baun og Frans Dhia Putros.

Karantæner:
AaB: Ingen
Hobro IK: Ingen

Bud på startopstillinger:
AaB (4-3-3): Rinne - Kristensen, Okore, Ross, Klitten - Børsting, Christensen, Andersen - Kusk, Van Weert, Ali

Hobro IK (4-4-1-1): Rask - Bøge, Amankwah, Minor, Haarup - Mikkelsen, Brix-Damborg, Mistrati, Sabbi - Babayan - Kirkevold

Profilen:
Et nyt navn stemplede for alvor ind i AaB i 2-0-sejren over Randers FC. Lukas Klitten leverede en fremragende og ikke mindst uimponeret indsats som vikar for Jakob Ahlmann på venstre back. Klitten noterede sig blandt andet for en assist til Tom van Weert, og han lykkedes også med at afdrible Johnny Thomsen og være tæt på oplæg nummer to. Hvis Ahlmann er tilbage fra sin skade, er han den mest sandsynlige starter mod Hobro, men omvendt er det svært at sætte Klitten af igen efter sådan en Superliga-debut.

Vidste du, at..:
Hobro IK er repræsenteret i den kamp med færrest tilskuere indtil videre i denne sæson. Den 8. december sidste år så 1.012 tilskuere holdet spille 0-0 på hjemmebane mod SønderjyskE. 

Dom:
Heldigvis - fristes man til at sige - har begge hold noget at spille for fredag aften i Aalborg, selv om det utvivlsomt er Hobro, der har mest på spil. Det kan sagtens blive en nervøs kamp, men på et tidspunkt er Hobro nødt til at satse, og det åbner op for AaB's offensivspillere. Vi gætter på en 2-1-sejr til AaB, og dermed skal Hobro i kamp mod Vejle om overlevelse i Superligaen. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: