Video : Tipsbladet
Superliga

AaB rykker fem talenter op i Superliga-truppen

Hele fem spillere fra AaB's U19-vicemestre forfremmes til nordjydernes førstehold.

AaB plejer at kunne mønstre et hold rigt på nordjyske talenter, og der er intet, der tyder på, at det vil ændre sig i årene frem.

Frem mod den kommende sæson har AaB således valgt at forfremme hele fem talenter fra U19-holdet til Superliga-mandskabet, og de vil dermed slå deres folder i Danmarks bedste række efter sommerferien.

Det mest velbeskrevede blad af de fem er angriberen Mikkel Kaufmann, der i den forgangne sæson nåede at snuse til Superligaen og score et enkelt mål. Derudover er der blevet plads til brødreparret Lukas og Oliver Klitten samt forsvarsspilleren Anders Bærtelsen og offensivspilleren Søren Tengtsted. Sidstnævnte er den eneste af de fem, der endnu ikke har fået debut for AaB.

- Det er en absolut sjældenhed, hvis ikke minimum én spiller fra hver årgang formår at avancere til vores Superligatrup, men det er nogle år siden, at vi senest har haft så mange fra samme årgang, der byder sig til. Jeg kan i den forbindelse kun rose vores trænere og ledere i AaB talent for deres dygtige arbejde, ligesom samarbejdet med vores flere end 120 partnerklubber er uvurderligt, siger sportsdirektør Allan Gaarde til AaB's hjemmeside.

AaB sikrede sig lørdag sølv i U19-ligaen, og af de 24 spillere, der pt. er i nordjydernes førsteholdstrup, har de 17 spillet ungdomsfodbold i AaB.