Video : Tipsbladet
Generelle

Andreas Maxsø skifter til tysk 3. Liga: Det er en absolut toptransfer for os

Andreas Maxsø fortsætter karrieren i KFC Uerdingen, som spiller i Tyskland tredjebedste række. Han var ellers blevet fast mand i FC Zürich.

For tredje sommer i streg skifter Andreas Maxsø klub. Først fra FC Nordsjælland til Osmanlispor, så videre til FC Zürich og nu til KFC Uerdingen i Tyskland. Fremover skal han spille i 3. Liga.

Maxsø havde ellers etableret sig som fast mand på Zürich-mandskabet, hvor han spillede i alt 37 kampe i alle turneringer, herunder fem i Europa League. Nu bytter han så den bedste række i Schweiz ud med den tredjebedste i Tyskland.

- Vi har holdt øje med Andreas i et stykke tid og kender ham rigtig godt som spiller. Det er en absolut toptransfer for os, siger klubbens formand, Mikhail Ponomarev.

- Jeg er overbevist om, at han er en berigelse for holdet og for klubben, og jeg er glad for, at han har valgt os.

25-årige Andras Maxsø har 20 U21-landskampe for Danmark og over 100 kampe for FC Nordsjælland bag sig. Han siger ikke meget om, hvorfor han bytter Schweiz ud med Tyskland, men konstaterer, at han glæder sig.

- Klubben har en klar plan. Det har overbevist mig om at komme til Uerdingen, og jeg ser frem til at lære gutterne på holdet at kende, siger danskeren.

KFC Uerdingen oplyser ikke, hvor lang en kontrakt Andreas Maxsø har underskrevet.