Video : Tipsbladet
Superliga

Stor rolle i vente: FC Midtjylland forlænger kontrakten med forsvarer

FC Midtjylland og Rasmus Nicolaisen er blevet enige om at forlænge samarbejdet frem til sommeren 2023.

Efter det overraskende salg af Kian Hansen til FC Nordsjælland er der lagt op til, at Rasmus Nicolaisen skal spille en større rolle på FC Midtjyllands mandskab.

I dag har sidste sæsons toer i Superligaen så sikret sig papir på midterforsvareren i de kommende fire år. Rasmus Nicolaisen har sat sin underskrift på en ny aftale, lyder meldingen fra FC Midtjylland.

- Det er dejligt, at en af vores egne fra lokalområdet forlænger med FC Midtjylland, og der er ingen tvivl om, at Rasmus står foran sit store gennembrud, fortæller sportschef Svend Graversen.

Den 22-årige midtstopper ser nu frem til at skulle betale klubben tilbage, og han satser på at kunne få en masse spilletid.

- Nu er det op til mig at bevise, at klubben skal satse på mig uge efter uge, og jeg ser frem til at få masser af kampe, så jeg kan kvittere for tilliden, siger han.