Video : Tipsbladet
Superliga

AGF sælger målmand til Grækenland: Vi har fået en fin økonomisk kompensation

Oscar Whalley forlader AGF til fordel for græske OFI. Det bekræfter den danske klub på sin hjemmeside.

I Danmark er Kreta kendt som en populær ferieø, men der er ikke noget afslapning over Oscar Whalleys skifte fra AGF til OFI FC. Tværtimod er han rejst af sted for at arbejde mere, end han gjorde i Århus.

Whalley havde udsigt til endnu en sæson som reserve i AGF, og derfor har klubben solgt ham til den græske klub. Det forlød allerede i går, at et skifte var under opsejling, og nu er det så bekræftet.

- Whalley har fået en mulighed for et skifte til Grækenland, som vi har valgt at efterkomme, og som vi har fået en fin økonomisk kompensation for - det er derfor et tilfredsstillende skifte for alle parter. Vi ønsker Oscar alt det bedste i Grækenland og i jagten på spilletid hos OFI, siger sportschef Peter Christiansen til agf.dk.

25-årige Whalley kom til AGF for et års tid siden og spillede i store dele af efteråret fast for klubben, efter Aleksandar Jovanovic skiftede til Spanien. Da AGF lejede Kamil Grabara i januar, mistede Whalley dog sin plads igen.

I denne sæson er det så svenske William Eskelinen, der i de tre seneste kampe har holdt sin spanske konkurrent ude af holdet. I går var Whalley slet ikke i kamptruppen, formentlig fordi han var ved at få de sidste detaljer med OFI på plads.

Den nu tidligere AGF-målmand har fået nummer 1 i sin nye klub.