Video : Tipsbladet
Premier League

Manager om dansk talent: Forstår godt, hvis Newcastle vil opsige lejeaftale

Elias Fritjof Sørensen får ikke megen spilletid for Carlisle United, og hans moderklub, Newcastle, har luftet muligheden for at opsige lejemålet. Det forstår Carlisle-manager Steven Pressley godt.

Den danske angriber Elias Fritjof Sørensen fik kun omkring en halv times spilletid som udlejet til Blackpool i foråret, men det var meningen, at det skulle være anderledes, da han kom til Carlisle United i sommer. Det er det bare ikke blevet.

Han har ganske vist fået otte førsteholdskampe, men kun én fra start. Og da blev han skiftet ud i pausen. Derfor luftede Newcastle United, som ejer Fritjof Sørensen, muligheden for at kalde ham tilbage fra lejaftalen.

- Jeg ved godt, at jeg tidligere har sagt, at han skal kæmpe sig ud af situationen, men selvfølgelig er idéen med at låne ham ud, at han spiller. Så hvis han sidder på bænken uden at blive skiftet ind, er det ikke, hvad vi har brug for eller ønsker, sagde Neil Redfearn, der er manager for Newcastles U23-hold.

Læs også:Premier League-klub: Overvejer at hente udlånt dansker hjem til januar

Det synspunkt kan Carlisle-manager Steven Pressley ikke sige noget mod.

- Jeg mener, Neil gjorde rigtigt i at sige det. Hvis jeg var Newcastle United og Neil Redfearn, ville jeg også bekymre mig om udviklingen hos min unge spiller, som er på lån, og hvis han ikke får spilletid, så ville jeg fuldt forståeligt tænke, at situationen skulle tages op til genovervejelse, siger Pressley til sin klubs hjemmeside.

Han understreger dog, at hans ansvar som manager for Carlisle United først og fremmest er holdets resultater, og at han udtager de spillere, som han tror mest på. Til gengæld gør han og resten af staben sig umage med at hjælpe Elias Fritjof Sørensen med at udvikle sig.

Læs også:Træner om udlejet Newcastle-dansker: Ham kan fansene blive begejstret for

- Vi arbejder hårdt med ham om eftermiddagen, eftersom vi prøver at udvikle og forbedre ham som spiller. Han får måske ikke så meget spilletid, som de og han håbede, men man kan ikke klage over den måde, vi har behandlet ham på, siger Steven Pressley.

Elias Fritjof Sørensen har i løbet af 2019 både spillet for det danske U20- og U21-landshold. Han var senest med på bænken, da U20-mandskabet mødte Norge i begyndelsen af oktober.

Læs også:Newcastle udlejer dansk angriber: Skal bombe i fjerdebedste række

Læs også:Newcastle-dansker frisk på udlejning: Klar til at spille med de voskne nu

Læs også:Dansk angriber: Drømmen om Premier League har ikke været tættere på