Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 17. runde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

Endnu en runde i Superligaen er overstået, og vi nærmer os med hastige skridt, at de 14 klubber kan gå på vinterferie.

17. spillerunde bød blandt andet på et smerteligt nederlag til Silkeborg IF, et opsigtsvækkende comeback af FCK, et sjældent nederlag til Brøndby IF og endnu en storsejr til AaB over AC Horsens.

Vi har set nærmere på de individuelle præstationer i den forgangne runde.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 17. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Karl-Johan Johnsson, FC København (1)
Som regel er det udeholdet, der skal bruge en god målmand for at få point i Telia Parken, men søndag var det værterne selv. Karl-Johan Johnsson stod en flot kamp for FC København mod Hobro og reddede blandt andet et straffespark og en friløber fra Emmanuel Sabbi. Det er overraskende for mange, at svenskeren er endt som førstevalget i FCK over Sten Grytebust, men Johnsson har helt fortjent spillet sig på. 

Højre back: Mads Døhr Thychosen, FC Nordsjælland (3)
Den tidligere FC Midtjylland-spiller var en del af en meget velsmurt FCN-maskine mod Randers FC. Thychosen leverede en stærk præstation både defensivt og offensivt, og han noterede sig blandt andet for en assist til Isaac Atanga. Thychosen var desuden den spiller, der foretog flest højintense løb i den forgangne runde - 26. stk. 

Central forsvarer: Sebastian Hausner, AGF (1)
Et stort talent ser ud til at være på vej i AGF. Søndag bestod 19-årige Sebastian Hausner én af de helt store eksamener, da han spillede en brandkamp mod Brøndby IF. Sebastian Hausner erobrede flere bolde end nogen anden midtstopper i 17. spillerunde, og han vandt også de fleste hovedstødsdueller. Hausner har spillet fuld tid i de seneste tre kampe, og AGF har vundet dem alle. 

Central forsvarer: Alexander Scholz, FC Midtjylland (2)
Superligaens pt. bedste midtstoppere huserer i FC Midtjylland med Alexander Scholz som den ene halvdel sammen med Erik Sviatchenko. De to brillerede også mod OB, hvor Sviatchenko blandt andet bidrog med en assist og var tæt på at score. Alexander Scholz var ikke farlig i offensiven, men spillede til gengæld en suveræn kamp defensivt og vandt stort set samtlige nærkampe. 

Venstre back: Jakob Ahlmann, AaB (2)
I sin kamp nummer 200 for AaB var Jakob Ahlmann særdeles velspillende. Nordjyden havde flere fine indslag i offensiven og kunne have scoret, da han forsøgte sig fra kanten af feltet i første halvleg, men bolden sad lige i favnen på Matej Delac. I stedet blev det til en assist til indskiftede Oliver Abildgaard i slutminutterne. Defensivt viste AaB-backen en imponerende fysik over for de store Horsens-drenge. 

Højre midtbane: Awer Mabil, FC Midtjylland (3)
FCM-profilen stod for et mål og godt spil, da Superligaens tophold vandt 2-1 over OB. Awer Mabils finurlige driblinger var en konstant udfordring for den fynske defensiv, der fik bedre styr på australieren efter pausen, men stadig haltede efter. 

Central midtbane: Rezan Corlu, Lyngby Boldklub (2)
Lejesvenden fra Brøndby strålede for alvor, da han lavede tunnel på Christian "Greko" Jakobsen og udlignede til 2-2 mod SønderjyskE, men Rezan Corlu gjorde meget andet rigtigt i kampen. Han assisterede Kevin Tshiembes 1-0-scoring, og han vandt flest dueller af alle på banen. Rezan Corlu er inde i en god udvikling.

Central midtbane: Christian "Greko" Jakobsen, SønderjyskE (2)
SønderjyskE-profilen vil ærgre sig over, at han ikke samlede benene over for Rezan Corlu i slutningen af kampen, men derudover har Christian "Greko" Jakobsen ikke noget at skamme sig over. Den tidligere Brøndby-spiller blev dobbelt målscorer og spillede en fin kamp. 

Venstre midtbane: Mikkel Damsgaard, FC Nordsjælland (2)
Mikkel Damsgaard er i super form i øjeblikket, og det beviste han igen mod Randers FC. FCN-profilen scorede et flot mål på langskud, og han burde faktisk have lavet endnu flere - Damsgaard misbrugte blandt andet en kæmpe chance i første halvleg. Offensivspilleren har været længe undervejs, men har ofte manglet at være kampafgørende. Det har ændret sig markant på det seneste.

Angriber: Frederik Børsting, AaB (2)
Kan Frederik Børsting spille 9'er? Ja, det han kan godt. AaB-træner Jacob Friis var tvunget til at opfinde en ny central angriber mod AC Horsens, og det blev altså Frederik Børsting, der slap rigtig fint fra sin første kamp nogensinde som spydspids. AaB-spilleren blev noteret for et enkelt mål, men scorede faktisk tre - det ene blev han dog frarøvet af kampens dommertrio, mens det andet lignede en korrekt offside. 

Angriber: Sory Kaba, FC Midtjylland (2)
Der manglede en scoring fra Sory Kaba, men derudover var der ikke en finger at sætte på FC Midtjyllands rekordindkøb, der sprudler i øjeblikket. Sory Kaba var ophavsmand til begge FCM-scoringer og var et monster i hovedspillet. Marco Lund er formentlig stadig rundtosset efter den tur, Kaba sendte ham på i forbindelse med 1-0-scoringen. 

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.

Læs også:Det lærte vi af Superligaen: Silkeborgs sidste livline forsvandt

Læs også:Vold, trusler og fyrværkeri: Seks fans sigtet før og efter AGF-Brøndby

Læs også:Rezan Corlu om Brøndby-fremtid: Jeg kan ikke sige noget om det

Læs også:Avis: AGF-profil spøger i FC Midtjylland

Læs også:Ekspert: Det er realistisk, at Brøndby henter Bubacarr Sanneh