Video : Tipsbladet
1. division

Vejle Boldklub forlænger med talentfuld angriber

Adam Jakobsen har skrevet under på en ny kontrakt med Vejle Boldklub.

Superliga-bejlerne Vejle Boldklub har fået papir på et af deres store talenter i yderligere et par år.

20-årige Adam Jakobsen, der gør sig som angriber eller kantspiller, har således forlænget sin aftale med klubben med yderligere to år, så han nu er på kontrakt indtil sommeren 2023. Det meddeler Vejle på sin hjemmeside.

Læs også:Satser på Superliga - men truppen skal skæres ned

NordicBet Liga-klubbens tekniske chef, Jacob Krüger, var imponeret af den unge offensivspiller, da Vejle Boldklub spillede i Superligaen i 2018/19-sæsonen, og i denne sæson har Adam Jakobsen også vist sig frem.

- Adam Jakobsen havde et godt forløb i den første halvsæson i Superligaen. Han spillede flere minutter, end vi på forhånd havde forventet af en spiller, der kom direkte fra 2. division, men han imponerede os og tog konkurrencen op. Desværre fik han foråret ødelagt af en skade. Efter sommerpausen har han vist, at han er tilbage, og Adam er førsteudfordrer til Kjartan Finnbogason i det system, vi spiller, siger Jacob Krüger.

Læs også:UEFA-millioner på vej til danske klubber - undtagen FC København

Den tekniske chef tror også, at Adam Jakobsen kan udvikle sig yderligere, og offensivspilleren og Vejle Boldklub skal sammen forløse det potentiale.  

- Vi tror på, at der er et lag mere i Adam, og det skal vi sammen forløse i den kommende periode. Adam har i sin tid i Vejle været anvendt på kanten og som spidsangriber. Her kommer de spidskompetencer, Adam besidder, til sin ret. Der er i trænerstaben og klubben generelt stor tro på potentialet i Adam, og det er også et skulderklap til det miljø, der er skabt i VB, at en ung og talentfuld spiller fortsætter sin udvikling her.

Hidtil er det blevet til 32 kampe og fem mål for Vejle Boldklubs førstehold for Adam Jakobsen.

Læs også:Superliga-bejler vil handle: Det skal være forstærkninger

Læs også:Vejle Boldklub vil tynde ud i truppen