Video : Tipsbladet
Superliga

AGF jagter stadig midtbanemand - men vil ikke betale udbudsprisen

Keanu Baccus er stadig på ønskelisten i AGF, men klubben vil ifølge tipsbladet.dk's oplysninger ikke betale de 4,6 millioner kroner, som Western Sydney Wanderers angiveligt efterspørger.

De har fået smag for australiere i AGF. Først kom Mustafa Amini til, og i sommer fik han selskab af landsmændene Alex Gersbach og Zach Duncan. Denne vinter kan den fjerde af slagsen tage den lange rejse til Århus.

Australske medier har i et par uger skrevet om AGF's interesse for midtbanespilleren Keanu Baccus, og at sportschef Peter "PC" Christiansen brugte noget af sin juleferie på at rejse down under for at se nærmere på Western Sydney Wanderers-spilleren.

Det stemmer overens med tipsbladet.dk's oplysninger. Oplysningerne siger til gengæld også, at AGF ikke er interesseret i at betale den købssum, som Sydney-klubben efterspørger. Den ligger på 1 millioner australske dollars, hvilket svarer til 4,6 millioner kroner.

Læs også:Medie: AGF-emne koster lidt mere end 4,5 millioner kroner

Med til overvejelserne hører også, at AGF ikke har brug for 21-årige Baccus lige nu. Holdet er dækket ind på midtbanen, blandt andet af de to Soccerroos Amini og Duncan. Omvendt vil AGF være på forkant ved at hente Baccus i januar, hvis klubben vurderer, at den mister Amini.

Hans kontrakt udløber nemlig efter sæsonen, og det vil i givet fald give Keanu Baccus et halvt år til at vænne sig til spillet i Superligaen og livet i Danmark, hvis Peter Christiansen bringer ham til Århus allerede i denne måned.

Læs også:Medie: Australsk klub afviser at sælge til AGF

"PC" er dog ikke meget for at be- eller afkræfte, om AGF er interesseret i Baccus.

- Vi kender spilleren, men jeg har ikke nogen holdning til, om det er en spiller, vi er efter eller ej. Det har vi aldrig, siger han til tipsbladet.dk.

Sportschefen får dog rig mulighed for at holde øje med Baccus' udvikling i den kommende tid. Han er udtaget til Australiens U23-landshold, ligesom Duncan og Gersbach er det. De deltager fra i dag i de asiatiske U23-mesterskaber.

Læs også:Medie: AGF kigger på australsk midtbanespiller

Læs også:AGF bekræfter: Youssef Toutouh har fået løbepas

Læs også:AGF-keepere kommer fra udlandet: Danske målmænd er for dyre