Video : Tipsbladet
Premier League

Tak, men nej tak: Real Madrid har ingen intentioner om at hente Pogba

Marca skriver denne lørdag, at den spanske kongeklub har meddelt Mino Raiola, at man ikke ønsker at signe Paul Pogba til sommer.

Hvis Paul Pogba gik og drømte om at skifte Manchester United ud med Real Madrid til sommer, så er han blevet godt skuffet.

Den spanske storklub skulle nemlig have meddelt agenten Mino Raiola, at man ingen interesse har i at signe franskmanden, som ellers har gjort det lysende klart, at han ønsker at forlade Old Trafford.

Det skriver Marca lørdag.

Det er næppe, hvad Paul Pogba eller Mino Raiola ønskede at høre, men sidstnævnte kan alligevel klappe i sine små tykke hænder.

Allerede på nuværende tidspunkt skulle Los Blancos nemlig have meddelt agenten, at man har intentioner om at købe Erling Håland til januar, når nordmandens frikøbsklausul i kontrakten med Dortmund bliver aktiv.

Pogba skulle også have en præference for at skifte tilbage til Juventus, har flere italienske medier meldt, så afvisningen fra Real Madrid er måske ikke noget, han bør tage for tungt.

Men havde han og Raiola forventet, at de europæiske storklubber stod i kø for at signe ham, så er de i hvert fald blevet modbevist.