Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC København - AC Horsens

FC København skal forsøge at tilføre AC Horsens det fjerde nederlag i dette forår.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Telia Parken, København
Dommer: Morten Krogh
På TV: Canal 9
Hashtag: #fckach #sldk

Holdnyt:
FC København:
AaB har på godt og ondt kendetegnet den forløbne uge for FC Københavns vedkommende.

Det hele startede med en forløsende 3-2-sejr i Superligaen, men løverne kom ned på jorden igen i midtugen, da AaB tog revanche og ekspederede FC København ud af pokalturneringen med en fortjent 2-0-sejr i Aalborg.

Dermed har mestrenes start på foråret på alle måder været en blandet landhandel, og mod AC Horsens får vi syn for, om pilen peger op, ned eller til siden.

FC København døjer stadig med et væld af skader. I pokalkampen mod AaB måtte løverne undvære Jonas Wind, Nicolai Boilesen, Robert Mudrazija, Ragnar Sigurdsson, Dame N'Doye,  Pierre Bengtsson, Mikkel Kaufmann og Viktor Fischer, men de tre sidst nævnte er alle med i truppen til søndagens kampe.

Ståle Solbakken afsoner karantæne efter sit røde kort mod AaB i midtugen. 

AC Horsens:
Det har ikke været AC Horsens' forår indtil videre.

De første tre kampe har budt på tre nederlag, og det er triste kendsgerninger for Bo Henriksen, der ikke kan bruge til alverden, at hans mandskab var fint med mod både AGF og senest Randers FC.

Ingen er i tvivl om, at det for AC Horsens bliver en kamp om overlevelse, og derfor skal holdet skrabe så mange point sammen som muligt, inden nedrykningsspillet går i gang. Det vil dog være i kategorien for overraskelser, hvis ACH får blot et enkelt. Slutprogrammet hedder FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF. God fornøjelse.

Der var dog et stort boost torsdag, hvor man slog Silkeborg IF ud af pokalturneringen efter 120 minutters fodbold og en straffesparkskonkurrence. Dermed er man klar til semifinalen, og selv om stængerne måske er lidt tunge til opgøret mod FCK, er der måske fornyet selvtillid i Horsens.

AC Horsens har Jannik Pohl på skadeslisten, men ingen i karantæne - selv om Nicolai Brock-Madsen var udtaget til pokalkampen senest, var han ikke ikke i truppen på kampdagen, fordi han stadig kæmper med fysikken. Brock-Madsen er heller ikke med i truppen til kampen mod FCK.

Karantæner: 
FC København: Ingen
AC Horsens: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-2): Johnsson - Varela, Nelsson, Bjelland, Oviedo - Biel, Stage, Zeca, Falk - Santos, Daramy

AC Horsens (4-4-2): Delac - Nymann, Kiilerich, Ludwig, Lumb - Prip, Jacobsen, Hansson, Thorsen - Frantsen, Okosun

Profilen:
Det er tilsyneladende midtstopperen Malte Kiilerich, der er AC Horsens' farligste spiller i offensiven. Sådan har det i hvert fald været indtil videre. Af de to mål, AC Horsens har lavet i 2020, har Kiilerich scoret det ene og assisteret det andet. Ham skal FC København holde et vågent øje med i søndagens kamp. 

Vidste du, at..
Ståle Solbakken var sur onsdag aften i Aalborg, og det var han ikke mindst på fjerdedommer Morten Krogh, som ifølge nordmanden enten måtte være blind eller en løgnhals. Derfor er nordmanden nok også forbandet over dommerpåsætningen mod AC Horsens. Den opgave er blevet tildelt Morten Krogh, der senest dømte en FCK-kamp i Parken i marts 2019. Her vandt hjemmeholdet 2-0 over Vejle.

Dom:
Mange danske klubber må sande, at der sjældent er ret meget at hente i Telia Parken, men lige præcis AC Horsens har ikke de værste minder fra nationalarenaen. Bo Henriksens mandskab vandt, senest de var der, og byder ofte værterne op til dans. Det kan man heller ikke udelukke bliver tilfældet denne gang, da FCK er svære at blive kloge på, men løverne er alt andet end lige store favoritter. Vi gætter på en 2-0-sejr til FC København.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:FCK vil holde længere på spillerne: En beslutning vi har råd til at træffe

Læs også:Skuffet FCK-profil vil fokuserer på at indhente FCM

Læs også:Brøndby IF forventer et transferresultat i omegnen af nul

Læs også:Brøndby styrtbløder: Præsenterer kæmpe underskud

Læs også:Optakt: Randers FC - FC Midtjylland