Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AGF - Vejle Boldklub

To af landets store traditionsklubber slutter første runde af Superligaen af.

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 19.00
Spillested: Ceres Park, Århus
Dommer: Sandi Putros
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #agfvb #sldk

Holdnyt:
AGF:
Bronzevinderne har mistet et par profiler i Mustapha Bundu og Jakob Ankersen, men alligevel fremstår truppen forstærket sammenlignet med seneste sæson. Dels er Mustafa Amini vendt tilbage, dels er Magnus Kaastrup det samme efter et år i Borussia Dortmund, dels har Milan Jevtovic, Søren Tengstedt og Patrick Olsen sluttet sig til truppen.

AGF har også klaret sig godt i testkampene med uafgjort mod St. Pauli, to sejre over FC Nordsjælland og 5-2-sejren over FC Honka i Europa League-kvalifikationen. Man skal selvfølgelig passe på med at lægge for meget i den slags kampe, men det er under alle omstændigheder bedre at vinde end at tabe.

I løbet af den korte pause mellem sæsonerne er et par vigtige forsvarsspillere blevet klar for AGF. Casper Højer, der måtte opereres for blindtarmsbetændelse, er kommet sig, og anfører Niklas Backman, som sad ude i næsten hele mesterskabsspillet, er tilbage.

Spørgsmålet er, om han starter inde. Unge Sebastian Hausner fik de fleste kampe i grundspillet og startede også inde i opgøret mod FC Honka. Han har dog været med sit U-landshold og var således ikke på banen til generalprøven.

Mustafa Amini, Jesper Juelsgård og Alex Gersbach er ikke udtaget til kamptruppen.

Vejle Boldklub:
Holdet er tilbage i Superligaen og får en svær begyndelse mod bronzevinderne på udebane. VB har dog gjort sit for at forstærke truppen forud for sæsonen som oprykkere.

Allan Sousa er tilbage fra udleje, og fire nuværende eller tidligere landsholdsspillere er kommet til klubben: Alexander Milosevic (Sverige), Saeid Ezatolahi (Iran). Raphael Dwamena (Ghana) og Matthew Briggs (Guyana). Også den tyske målmand Alexander Brunst er landet i Nørreskoven.

Det er mange nye spillere. Måske derfor har Vejle været igennem et hav af testkampe for at spille de nye og de gamle sammen. De seks af slagsen har kastet blandede resultater af sig, men holdet sluttede dog af med at slå FC Nordsjælland og Randers FC i de to sidste testkampe.

Både Arlind Ajeti og Milosevic udgik med skader i træningskampen mod Randers, og det er kun sidstnævnte, der er blevet klar til at indgå i kamptruppen. 

Karantæne:
AGF: Ingen
Vejle Boldklub: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (4-3-3): Eskelinen – Munksgaard, Backman, Tingager, Højer – Olsen, Poulsen, Blume – Links, Mortensen, Thorsteinsson

Vejle Boldklub (4-2-3-1): Groothuizen – Gundelund, Greve, Milosevic, Amundsen – Ezatolahi, Schoop – Sousa, Montiel, Gryn – Dwamena

Profilen:
Hvis ellers Alexander Milosevic kan finde sit gamle niveau, bliver han en stor gevinst for Vejle. Han har været i klubber som Besiktas, Nottingham Forest og Hannover 96, og han har en fortid på det svenske landshold. Det er altså et stærkt cv for en spiller hos en Superliga-oprykker. Men Milosevic har ikke spillet en gældende kamp siden maj 2019, så han skal genfinde sin kampform.

Vidste du, at..:
De seneste fem sæsoner, som Vejle har spillet i Superligaen, er endt med nedrykning. Vi skal tilbage til midten og slutningen af 90’erne for at finde mere end én sæson på stribe i den bedste række.

Dom:
Uanset hvor spændende Vejle har handlet i transfervinduet – og det har været spændende – er det her en kamp mellem en oprykker og de forsvarende bronzevindere. Hvis AGF vil komme i nærheden af at gentage kunststykket fra seneste sæson, skal det blive til en sejr.

Det tror vi også, det bliver. Hjemmeholdet vinder 2-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: