Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: AGF snød Randers for sejren trods tidlig udvisning

Tipsbladet.dk har zoomet ind på opgøret med Randers FC og AGF.

Randers FC - AGF 1-1 (0-0)
Rødt kort - Sebastian Hausner (2')
1-0 Alhaji Kamara (87')
1-1 Patrick Mortensen (90')

Kampens bedste

Randers FC
Alhaji Kamara kom på banen fra anden halvlegs start, og han gjorde det glimrende efter sin indskiftning. Den 26-årige angriber var god til at true AGF-defensiven i dybden og skabte flere gange problemer for sidste sæsons bronzevindere. Kamara kronede også sin fine anden halvleg med en scoring, der dog - desværre for ham - ikke var nok til at sikre Randers sejren. Vito Hammershøy Mistrati gjorde det også fint på midtbanen for hjemmeholdet, der alt i alt må ærgre sig over ikke at få mere med fra en kamp, hvor de næsten var i overtal i alle 90 minutter. 

AGF
Jon Dagur Thorsteinsson måtte lade sig udskifte efter Hausners tidlige røde kort, og der var derfor mindre hjælp til Patrick Mortensen i de sidste 88 minutter af opgøret. Normalt kan det isolere en angriber, når et hold kommer en mand i undertal, men Mortensen var alt andet end usynlig mod Randers. AGF-angriberen spillede en flot kamp på toppen for gæsterne, hvor han både var den første mand i presspillet, men også var god til at holde fast i bolden, når AGF-defensiven havde brug for en pause. Da AGF kom bagud i kampens døende minutter, var det derfor (selvfølgelig) også Patrick Mortensen, der stod for det udlignende mål. Patrick Olsen og indskiftede Jesper Juelsgaard gjorde også fin figur. 

Kampens værste
Unge Sebastian Hausner var tilbage i startopstillingen hos AGF, efter at han måtte sidde over mod Mura i midtugens Europa League-brag. Det blev dog en kort fornøjelse for Hausner, der blot to minutter inde i opgøret fik rødt kort for at trække i nødbremsen på Randers FC's Marvin Egho. Randers sparkede en lang bold ned i bagrummet, som forsvarsspilleren slet ikke fik ekspederet tilbage til Eskelinen med tilstrækkelig fart. Egho kunne derfor opfange den løse bold og havde derfor også have haft en helt åben chance, hvis ikke Hausner havde begået frisparket kort uden for feltet. Skidt fejl af Hausner, der gjorde kampen ekstra svær for gæsterne fra kampens start.

Kampens detalje
Et tidligt rødt kort til en midterforsvarer betyder også ofte en tidlig udskiftning, og det var også tilfældet i forbindelse med Hausners røde kort. Niklas Backman kom på banen, og så måtte islandske Jon Dagur Thorsteinsson ofres. Det var islændingen - forståeligt nok - tydeligt utilfreds med, og han måtte derfor også få et par opmuntrende ord fra anfører Patrick Mortensen med på vejen ud af banen, hvor han højlydt gjorde udtryk for sin frustration.