Video : Tipsbladet
Generelle

DBU kan ånde lettet op: Nu bliver forhadt lov lavet om

Sponsorater for banker og spiludbydere kan igen optræde sammen hos hold, klubber og foreninger.

En bred politisk aftale justerer kviklånsaftalen og løser problematikken omkring sponsorater for dansk idrætsliv, så idrætten kan blive sponsoreret af forbrugslånsudbydere og spiludbydere samtidig.

Det oplyser Erhversministeriet.

Regeringen har tirsdag indgået aftalen med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre, der justerer aftalen, som var et opgør mod kviklån i december 2019.

Den nye aftale betyder, at forbrugslånsudbydere kan optræde i sammenhæng med spillereklamer i sponsorering af klubber, hold og foreninger.

Læs også:Godt nyt for DBU: Forhadt lov skal laves om

Eksempelvis kan trøjesponsorater, navnesponsorater, klubblade, bandereklamer, sponsorvægge og lignende, som forbrugslånsudbyderen betaler klubben eller foreningen for, optræde sammen med spillereklamer.

Her har eksempelvis herrernes fodboldlandshold været i klemme, fordi det både reklamerede for Arbejdernes Landsbank og Danske Spils Oddset.

Markedsføring af forbrugslånsvirksomheder i forbindelse med reklame for spiludbydere vil dog fortsat være forbudt i en reklame både online, på tv og i det offentlige rum, lyder det.

Fungerede erhvervsminister Dan Jørgensen er glad for, at et bredt flertal har fundet en løsning på den problematik, der har været rejst fra idrættens verden om, at sportsklubber og lignende ikke kunne blive sponsoreret af den lokale bank, hvis klubben samtidig har haft sponsorater fra spiludbydere.

Læs også:- Alle må kunne se, at det her slet ikke giver mening

Men samtidig fastholder man opgøret med kviklån.

- Vi er i regeringen stolte af det opgør, vi har taget med kviklån og de ublu renter, vi tidligere har set på markedet.

- Samtidig lytter vi, når dansk idrætsliv siger, at deres økonomi bliver hårdt ramt. For de lokale håndboldklubber, fodboldklubber og lignende har alle en vigtig betydning for vores og ikke mindst danske børns fritidsliv, siger Dan Jørgensen.

Aftalen skal nu behandles i Folketinget, og regeringen vil lægge op til, at forslaget behandles i denne folketingssamling, så det kan træde i kraft inden sommeren.

/ritzau/

Læs også:Hovedsponsor advarer DBU: Kan stoppe definitivt

Læs også:DBU i klemme: Mangler storsponsor

Læs også:Regeringen forhandler videre om rettelse af kviklånslov: Det er en svær øvelse