Video : Tipsbladet
Superliga

Stor konkurrence i FCM: Sådan ser Lössl på duellen

Jonas Lössl slår fast, at det betyder sindssygt meget for ham at spille.

FC Midtjylland er blevet stærkt besat på målmandsposten med landsholdsboblerne Jonas Lössl og Jesper Hansen som konkurrenter. Her er det førstnævnte, der er den nye i truppen, og han påpeger, at han er kommet for at spille.

Det fortæller han i et interview med TV3 Sport. 

- Det betyder sindssygt meget. Selvfølgelig er jeg kommet tilbage, fordi jeg gerne vil spille fodbold og gerne opnå noget her. Der er der ingen tvivl om, fortæller Lössl om sin situation i FCM-truppen.

I den forbindelse peger han da også på, at det nu handler om at koncentrere sig om det, som han selv kan gøre noget ved.

- Det er at være den bedste udgave af mig selv. Det er otte måneder siden, at jeg sidst spillede for Huddersfield, hvor det gik rigtig godt, siger han og fortsætter:

- Siden her har trænet i Everton og været inde i en rigtig god periode. Jeg gør det så godt til træning, som jeg kan hver dag og vise, at jeg skal spille - og så er det i sidste ende op til Priske, lyder det fra Jonas Lössl

Endvidere nævner han da også, at de har været vant til at konkurrere længe i forbindelse med pladser på det danske landshold, hvor de i øjeblikket begge er bud på en af reservepladserne på Hjulmands hold.

Men hvem er så bedst, hvis Lössl selv skal sige det?

- Jeg tror, at Jesper vil sige, at det er han - og jeg vil sige, at det er jeg, lyder det med et grin fra Lössl.

Selv er han på bænken mandag aften mod Randers. Læs mere om den kamp her.