Det er efter alt at dømme kun et spørgsmål om tid, før Jores Okore officielt er fortid i AaB, og den nordjyske klub er efter sigende i forhandlinger med en mulig afløser, der kan komme til klubben til sommer.
AaB skal nemlig være i “indledende forhandlinger” med Anders Hagelskjær fra Silkeborg IF om en aftale. Falder alt på plads, vil den 24-årige forsvarsspiller kunne rykke nordpå til sommer, når hans kontrakt med Silkeborg udløber.
Det har længe ligget i kortene, at Hagelskjær vil forlade Silkeborg til sommer, og tilbage i december fortalte Silkeborgs sportschef, Jesper Stüker, til Midtjyllands Avis, at de regner med en afsked til sommer.
Anders Hagelskjær har spillet i SIF i to og et halvt år og var også med, da klubben i sidste sæson gjorde sig i Superligaen. Her nåede han at spille 24 kampe i rækken med mål mod Hobro IK og AGF til følge.
AaB råder i øjeblikket over Rasmus Thelander, Mathias Ross, Daniel Granli og Vladimir Prijovic til det centrale forsvar. Jores Okore er også på kontrakt i klubben fortsat, men det ventes, at han skifter til kinesiske Changchun Yatai senest fredag.