Video : Tipsbladet
Superliga

Isaksen: At score mod BIF kunne ikke være bedre

FC Midtjyllands Gustav Isaksen var godt og grundigt tilfreds efter 1-0-sejren over Brøndby søndag aften.

FC Midtjylland snuppede søndag aften en 1-0-sejr over Brøndby, og derfor overtager de nu førstepladsen. Her var manden bag det afgørende mål Gustav Isaksen, som godt selv kunne se, at han spillede en stor rolle i kampen - men på klassisk maner for offensivspilleren fra Hjerk, så gav han hurtigt æren videre.

Det skete i et interview med TV3+ kort efter slutfløjt.

- Det kan man måske godt sige, men det var også en god holdpræstation i dag, hvor vi var pressede til sidst, men vi kæmpede den hjem. Det var så fedt. 

Selve scoringen var tilmed den første i Superligaen for ham, og det havde da også en vis betydning for ham.

- Det kunne ikke være bedre. Mod Brøndby og vi er på førstepladsen nu. Det betyder alt for mig at kunne hjælpe holdet med sådan en scoring, siger aftenens målscorer, som er bevidst om, at det har taget noget tid for midtjyderne at overtage den øverste placering i tabellen. 

- Det har været lidt for længe om det, men nu er vi på førstepladsen, og så må vi holde dem bag os nu, lyder det fra Gustav Isaksen.

Endvidere ville han dog ikke gå ind i spørgsmålet om, hvorvidt det var gennembruddet for ham med scoringen, men han peger i stedet på, at han har det godt i klubben, som han ikke ville lejes ud af før forårssæsonen.

Det var i det hele taget svært at komme udenom Isaksen efter kampen i vores Bedst/Værst. Læs mere om det her.