Video : Tipsbladet
Superliga

Juelsgård efter VAR-tjek: Den snitter armen

AGF's Jesper Juelsgård kalder det godt dømt af dommeren, at man undlod at give FCM et straffespark i søndagens kamp mellem de to hold.

AGF vandt søndag med 1-0 over FC Midtjylland, men sejren var lige ved at slippe ud af hænderne på dem i den sidste del af kampen, da VAR lavede et gennemsyn på en situation, hvor der muligvis var arm på bolden fra AGF's Jesper Juelsgaard. Selv peger han på, at det var korrekt at undlade at dømme noget.

Det fortæller han i et interview med Canal 9 kort efter slutfløjt.

- Nej, det synes jeg egentlig ikke. Den kommer ind mod mig inde i feltet, og jeg kan mærke et spark bagpå, hvor jeg er ved at falde lidt, mens jeg gerne vil cleare den. Så rammer den mit bryst og snitter heromkring, siger han og peger på det inderste af den ene overarm.

- Jeg synes, at det er godt dømt af dommeren i hvert fald, lyder det fra Jesper Juelsgård, som var med fra start i stedet for karantæneramte Bubacarr Sanneh.

Med sejren er det svært at holde AGF ude af snakken om et muligt mesterskab, men AGF-spilleren er ikke helt sikker på, hvorvidt det er oplagt.

- Det ved jeg ikke. Hvis vi spiller op til vores bedste, så kan vi spille med alle hold. Modsat kan det også gå den anden vej hurtigt, så det handler om at holde fokus og gøre vores bedste til kamp og træning og sørge for, at vi bliver et bedre fodboldhold. Som sagt. Når vi spiller sådan her og også har gjort det andre gange, så er det da klart, at det er der, vi gerne vil ligge. Men det kræver fokus, fortæller Juelsgård.

AGF har fem point op til Brøndby på førstepladsen efter 1-0-sejren over FCM. Læs mere om opgøret her.