Video : Tipsbladet
VM

Solbakken lover: Onsdag laver vi protest mod Qatar

Det norske landshold kommer til at indlede VM-kvalifikationen med en protestaktion mod VM-værterne, siger landstræner Ståle Solbakken.

Norge kommer ikke til at boykotte VM, men Ståle Solbakkens landshold kommer heller ikke til bare at kritisere Qatar i kulisserne. Kritikken skal frem i stadions projektørlys, og det kommer den fra første færd.

Onsdag indleder Norge VM-kvalifikationen ude mod Gibraltar, og landstræner Ståle Solbakken varsler en protestaktion. 

- Vi ønsker at presse FIFA til at være endnu mere direkte og endnu hårdere mod myndighederne i Qatar. Stille endnu større krav til dem, siger Ståle Solbakken til NRK, der spørger, om han kan garantere, at der vil ske noget allerede i morgen.

- Ja, svarer Solbakken kort og godt.

Han vil dog ikke ud med, hvordan det norske landshold kommer til at markere sin holdning.

- Det vil du se, hvis du holder dig vågen, siger han.

Udekampen mod Gilbraltar begynder klokken 20.45 onsdag aften.

Også Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand, blev i dag spurgt, om landsholdet ville lave en protestaktion, når det indleder VM-kvalifikationen torsdag aften mod Israel. Han sagde, at der ikke var planlagt noget.

Han mener i det hele taget ikke, at det skal være op til spillerne og trænerne på landsholdet at tage stilling til slutrunden. Den pointe uddyber han her.