Video : Tipsbladet
Superliga

Stregen bekymrer i Haderslev: Må tage det seriøst

Cheftræner Glen Riddersholm indrømmer, at han er bekymret for nedrykningsfaren efter nederlag til AaB.

Sønderjyske tabte mandag til AaB i deres første opgør i nedrykningsspillet.

Dermed tog hjemmeholdet i Aalborg et skridt væk fra risikoen for nedrykning, mens sønderjyderne skal forholde sig til bunden.

Det anerkender cheftræner Glen Riddersholm efter nederlaget på 2-3.

- Vi har kigget nedad hele vejen igennem. Det har vi talt meget realistisk om efter nederlaget til Lyngby på hjemmebane.

- Jeg er bekymret, slår Riddersholm fast.

Sønderjyske har otte point ned til den ene nedrykningsplads, som Lyngby indtager. Men sjællænderne har en kamp i baghånden, som spilles tirsdag mod Vejle.

- Vi må tage det seriøst. Der kommer nogen bagfra, som har fart på.

- Vi skal steppe op, hvis vi ikke vil ned og rode rundt. Jeg ryster ikke i bukserne, men vi skal tage det seriøst, siger forsvarsspilleren Pierre Kanstrup.

Nederlaget i Aalborg trods et føringsmål til Sønderjyske kan især tilskrives mentaliteten. Sådan lyder det fra Glen Riddersholm.

- Vi mangler selvtillid. Vi mistede konceptet og overblikket. Vi tillod for mange af de ting, som vi havde arbejdet på i landskampspausen. Vi tillod for mange chancer mod os, siger Sønderjyske-træneren.

De seks hold i nedrykningsspillet møder hinanden to gange. Dermed resterer ni kampe, inden nedrykkerne fra landets bedste række er fundet.

Sønderjyske har spillet i Superligaen, siden holdet rykkede op fra 1. division i 2008.

/ritzau/