Video : Tipsbladet
VM

DBU-boss: Ingen som helst planer om at flytte VM

FIFA har ikke "nogen som helst planer" om at tage VM fra Qatar, vurderer DBU-direktør efter forbundets udmelding mandag.

Mandag offentliggjorde DBU et brev, som forbundet havde sendt til FIFA. I brevet bad DBU om, at FIFA skulle stille større krav til de qatarske værter for VM i 2022.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at Qatar mister slutrunden, hvis landet ikke efterlever opfordringerne. Sådan siger DBU's administrerende direktør, Jakob Jensen, til TV2 Sport.

Signalerne fra FIFA er ret klare på det punkt, lyder det fra direktøren.

- Jeg tror, at dér, hvor FIFA er i øjeblikket, det kan man jo høre på FIFA-præsident Gianni Infantino, er, at der ikke er nogen som helst planer om at flytte VM fra Qatar, siger Jakob Jensen til TV2 Sport.

Han og DBU-formand Jesper Møller er underskriverne på brevet, som er sendte til FIFA-præsident Gianni Infantino og generalsekretær Fatma Samoura. Her beder de FIFA om følgende fire nøglepunkter.

  • En fuldstændig implementering af allerede vedtaget arbejdstagerrettighedslovgivning i Qatar og anmoder om yderligere forbedringer.
  • Det skal sikres, at arbejdstageres rettigheder samt menneskerettighederne overholdes - også efter slutrunden og det gælder ikke kun stadions og infrastruktur men også hoteller, servicesektor m.m.
  • Anmoder om, at de grundlæggende frihedsrettigheder overholdes før, under og efter slutrunden i 2022 – eksempelvis presse- og ytringsfrihed.
  • En omfattende undersøgelse af det påståede antal dødsfald blandt migrantarbejdere i Qatar, som afdækket af den engelske avis Guardian i marts.

Her kan du læse mere om DBU's fornyede forsøg på at lægge pres på Qatar.