Video : Tipsbladet
Superliga

BIF-bombers forældre så vigtig sejr: Jeg er rørt

For første gang siden pandemiens udbrud var Mikael Uhres forældre på Brøndby Stadion, og de så deres søn score mod og vinde over FC Midtjylland - til stor glæde for hovedpersonen selv.

Mikael Uhre har gang i sin karrieres bedste sæson, men hidtil har hans forældre ikke været i til stede for at opleve Brøndby-topscoreren folde sig ud. I hvert fald ikke indtil søndagens guldkamp mod FC Midtjylland.

I Uhres interview med 3+ efter kampen kom det frem, at hans forældre var på stadion for at overvære deres søn spille for første gang, siden coronapandemien ramte verden og dansk fodbold i foråret 2020. Det fejrede Uhre ved at score i Brøndbys uhyre vigtige 3-1-sejr.

- Det var fantastisk. Jeg ved nærmest ikke, hvad jeg skal sige. Man er jo lidt rørt med den opbakning, vi får fra fans, og den måde, vi rejser os på efter at komme bagud 1-0. Så det er jo bare en rigtig stærk præstation, siger Mikael Uhre til 3+.

Se hele interviewet i videoen i toppen af denne artikel.

Alexander Scholz havde bragt FC Midtjylland foran 1-0, men bare fem minutter senere var det netop Uhre, der bragte Brøndby tilbage i kampen med sin udligning. Det var hans 17. Superliga-scoring i denne sæson.

Dermed har Mikael Uhre scoret tre mål mere end den nærmeste forfølger på topscorerlisten, AGF's Patrick Mortensen, der er på 14. 

Sejren betød, at Brøndby holder sig inde i mesterskabskampen. Holdet har nu bare ét point op til netop FC Midtjylland forud for sæsonens sidste tre spillerunder.

Læs mere om kampen her.