Video : Tipsbladet
Superliga

Her er fem bud på en ny SønderjyskE-træner

Tipsbladet.dk kommer her med fem bud på en ny cheftræner i SønderjyskE efter Glen Riddersholms fyring.

SønderjyskE har sparket den tidligere mestertræner Glen Riddersholm ud af vagten, og dermed er det nu ikke blot en ny fodbolddirektør og en ny sportschef, klubben skal ansætte i løbet af sommeren.

Der skal også findes en ny cheftræner. Og hvem bliver det?

Her er fem bud fra Tipsbladets redaktion.

Jakob Michelsen, 40 år 

På mange måder en helt oplagt tanke, at Jakob Michelsen skal tilbage til SønderjyskE. Michelsen er i øjeblikket klubløs efter fyringen i OB, og han har en gloværdig fortid i SønderjyskE, som han førte til en sensationel andenplads i Superligaen i 2016. Sæsonen efter var han kun få minutter fra at kvalificere sønderjyderne til Europa League-gruppespillet. Spørgsmålet er, om de amerikanske ejere i SønderjyskE tror på, at én af fortidens store helte er løsningen.

Marcus Lantz, 45 år

En udenlandsk kandidat i SønderjyskE kan være den tidligere Brøndby-spiller Marcus Lantz. Svenskeren er efter sin aktive karriere gået trænervejen, og i sidste sæson leverede han et storslået resultat i Allsvenskan, da han førte oprykkerne fra Mjällby til en imponerende femteplads. Klubben valgte alligevel at skille sig af med Marcus Lantz med den begrundelse, at hans måde at arbejde på ikke var optimal. Måske er han optimal for SønderjyskE.

Bo Henriksen, 46 år

Er det tid til, at vi igen skal høre Bo Henriksen gjalde på sidelinjen i Superligaen? Det er i hvert fald ikke den tidligere AC Horsens-træners meritter, der taler imod, at en klub snart vælger at hive ham ind i folden. Måske kan Bo Henriksen også være i spil til jobbet som sportschef - eller Head of Player Devolopment and Recruitment, som de selv kalder det.

Christian Lønstrup, 50 år

I 2016 var Christian Lønstrup millimeter fra at blive cheftræner i SønderjyskE. Der er løbet meget vand gennem åen siden, og klubben har helt nye ejere, men måske har Lønstrup stadig en stor stjerne i Haderslev. Christian Lønstrup er i øjeblikket cheftræner i Hillerød.

En udlænding fra familien Plateks netværk

Foruden SønderjyskE ejer familien Platek også Serie A-klubben Spezia og Casa Pia i Portugual, så de har kontakter mange steder i verden. En betroet medarbejder i Platek-familien er den amerikanske talknuser og analytiker Andrew Ramsey, som sandsynligvis også har noget at skulle have sagt i jagten på en ny cheftræner. Hvad de finder ud af, og hvad de har af netværk, er meget svært at gisne om, men det er bestemt sandsynligt, at SønderjyskE via det netværk hiver en udenlandsk cheftræner op af hatten, der slet ikke er kendt i Danmark.