Video : Tipsbladet
Serie A

Damsgaard skal have ny træner: Stor legende på vej

Det bliver givetvis Kasper Dolbergs tidligere træner, som skal til Sampdoria.

Mikkel Damsgaard har haft en fremragende debutsæson i Serie A for Sampdoria, hvor han havde den legendariske træner Claudio Ranieri i spidsen for holdet. Han har valgt at stoppe i klubben, og derfor skal der findes en ny cheftræner.

Her kan der blive tale om den forhenværende midtbanespiller Patrick Vieira. Det skriver italienske La Gazzetta dello Sport.

Vieira spillede i sin aktive karriere for klubber som Arsenal, Juventus og Inter, mens han efter en periode i Manchester City blev træner for deres U19 og U21-hold, inden han rykkede videre til New York City.

Derfor kan man godt sige, at han har fået sin træner-opdragelse i City-sammenhæng. I 2018 blev han ansat i Nice, som han blev fyret i december, hvor han blandt andet havde danske Kasper Dolberg i truppen.

Førnævnte avis peger endvidere på, at den italienske klub hælder meget til, at de kan få en prestigefyld tilgang på trænerfronten med franskmanden i centrum.  

Der er dog også andre folk inde i billedet, meldes det. Her bliver der særligt peget på Empoli-træner Dionisi, men det bemærkes i den forbindelse, at det kan blive vanskeligt for Sampdoria at få ham ud af kontrakten.

For Damsgaard gælder det først EM, hvor han har sin gode kammerat Andreas Skov Olsen med på holdet. Læs mere om deres venskab her.