Video : Tipsbladet
Premier League

City-stjerne går i Henry og Ronaldos fodspor

For andet år i træk kåres Manchester City-profilen til årets spiller af Professional Footballers Association.

Kevin De Bruyne havde en stor aktie i, at Manchester City i den netop overståede sæson strøg til tops i Premier League og nåede finalen i Champions League.

Nu belønnes belgieren for sin indsats. Han er nemlig søndag aften blevet kåret som årets spiller af den engelske fagforening Professional Footballers Association (PFA), som svarer til Spillerforeningen i Danmark.

Det skriver PFA på Twitter. Det er andet år i træk, at prisen går til De Bruyne. Dermed er han den tredje spiller i historien, der får prisen to år i træk, efter at den tidligere Arsenal-angriber Thierry Henry fik den i 2003 og 2004.

Portugiseren Cristiano Ronaldo vandt den i 2007 og 2008, da han spillede for Manchester United.

- Det er vanvittigt. Du taler om to legender i sporten - en af de bedste angribere i verden (Henry, red.) og en af de to bedste spillere i verden (Ronaldo, red.), så det er vanvittigt at gøre det samme som dem, siger De Bruyne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De Bruynes holdkammerat i City Phil Foden fik prisen som årets unge spiller, mens det hos kvinderne er Pernille Harders holdkammerat Fran Kirkby, der fik prisen som årets kvindelige spiller i England.

Det danske fodboldlandshold får formentlig fornøjelsen af De Bruynes evner ved EM.

Danmark er nemlig i gruppe med Belgien, men belgierne må sandsynligvis undvære De Bruyne i åbningskampen mod Rusland.

Han udgik med en hovedskade i Champions League-finalen mod Chelsea 29. maj med en brækket næse og et brud tæt på øjenhulen.

Han møder derfor først ind i den belgiske landsholdslejr tirsdag - fire dage før åbningskampen mod Rusland.

Danmark og Belgien står over for hinanden i den anden gruppekamp ved EM 17. juni.

/ritzau/