Video : Tipsbladet
1. division

Dansk klub afviser investorer: De vil bestemme alt

AC Horsens har hørt fra flere mulige investorer, men foreløbig har Superliga-nedrykkerne sagt nej tak. For de nye vil også bestemme.

Listen over danske klubber, der er blevet solgt de seneste år, er lang. AC Horsens kunne også have stået på den, men foreløbig har klubben valgt at takke nej til flere interesserede købere, siger direktøren ifølge Horsens Folkeblad.

Kristian Nielsen, som direktøren hedder, deltog ifølge avisen i et veteranmøde i moderklubben, HFS, og her blev emnet om udenlandske investorer bragt på banen. Og det er altså ikke manglende interesse udefra, der gør, at AC Horsens fortsat er på lokale hænder.

- Vi har haft flere henvendelser fra mulige investorer, og vi havde også flere henvendelser, før vi fremlagde sagen på årsmødet, men der har bare ikke været tilbud, der har været interessante nok, siger direktør Nielsen ifølge Horsens Folkeblad.

- Man skal huske på, at hvis vi bliver solgt til en udenlandsk investorer, overtager de klubben, og de bestemmer bare alt. Jeg kender ikke nogen, der kommer med en stor investering, uden at de også vil have lov at bestemme.

I fjor erklærede AC Horsens' bestyrelsesformand sig ellers villig til at sælge en bestemmende andel af klubben.

- Vi er ofte blevet beskyldt for, at vi ikke vil noget som helst. Det passer ikke. Vi er åben for nye investorer i AC Horsens - også investorer, der kræver indflydelse. Vi er endda klar, selv om de vil have mere end 50 procents indflydelse, sagde Bo Pinholt på generalforsamlingen i 2020.

AC Horsens rykkede i den forgangne sæson ud af Superligaen. Holdet er begyndt at opruste frem mod næste sæson.