Video : Tipsbladet
EM

Belgiere påvirkede efter Eriksen: De var knuste

Danmarks EM-modstander har i nogle år haft en af de mest stjernespækkede trupper, men Belgiens gyldne generations nærmer sig sidste chance for slutrundesucces.

Det var ikke kun på dansk jord, at Christian Eriksens uhyggeligt kollaps i weekenden fyldte. Hilsener til den danske landsholdsstjerne væltede straks ind fra atleter, fans og mange andre på de sociale medier.

Også i den belgiske landsholdslejr var man yderst påvirket.

Belgien var på vej til deres kamp mod Rusland i St. Petersborg, da de hørte nyheden tikke ind, og flere af Eriksens nuværende og tidligere holdkammerater såsom Romelu Lukaku, Jan Vertonghen og Toby Alderweireld i den belgiske trup blev stærkt påvirkede.

- Det har haft en stor indflydelse. Romelu Lukaku græd før kampen og sendte en hyldest til Eriksen efter en scoring, hvor han sagde, “Jeg elsker dig, Chris”. Også Jan Vertonghen og Toby Alderweireld fik nyheden i holdbussen før kampen, og de var knuste, siger Sven Claes, der er journalist og dækker det belgiske landshold tæt, til tipsbladet.dk.

- Det var heller ikke nemt for landstræner Roberto Martinez, fordi fokus var på kampen mod Rusland, og de snakkede om taktikken og så videre, og så rammer nyheden. Når man som Vertonghen og Alderweireld har spillet mere end 300 kampe med Eriksen, er det som familie, fortalte de os.

Både Danmark og Belgien fik spillet videre lørdag aften, efter at der kom godt nyt om Eriksens tilstand, og torsdag fortsætter EM-slutrunden for de to mandskaber, når de står over for hinanden i Parken.

Til den kamp er Kasper Hjulmands mandskab, der altså er uden Christian Eriksen, undertippede. Belgien er nummer et på FIFA’s verdensrangliste, de råder over verdensklassespillere på næsten samtlige pladser, og de er manges favorit til at stå med EM-trofæet i sidste ende. Deres første kamp mod Rusland vandt de også uden problemer 3-0, selvom de var uden flere stjerner.

Forventningerne i det belgiske er heller ikke små.

- Det belgiske landshold er jo nummer et på FIFA’s verdensrangliste, og alt andet end sejre vil være nedture. Hvis det er en uafgjort, er det en dårlig kamp. Vi har levet i luksus i tre-fire år med verdensklassespillere, siger Sven Claes og tilføjer om torsdagens kamp:

- Danmark har nogle styrker, men vi er stærkere. Det kan blive en svær kamp, fordi vi heller ikke har hjemmebanefordel, og det kan blive et problem senere i turneringen. Jeg tror, at Danmarks hjemmebanefordel vil spille en rolle torsdag, især efter lørdagens begivenheder, og det bliver ikke en nem kamp som mod Rusland. Men vi har også Lukaku, som de ikke må give en eller to chancer. Danmark skal være helt på toppen mod os og skal helt klart score to gange for at vinde.

Sidste chance for den gyldne generation?
Flere af spillerne fra Belgiens “gyldne generation” er imidlertid i eller er ved at nærme sig karrierens efterår. Axel Witsel, Eden Hazard, Toby Alderweireld, Jan Vertonghen og Dries Mertens er alle over 30, mens spillere som Kevin de Bruyne, Thibaut Courtois og Romelu Lukaku nærmer sig den alder.

I den belgiske landsholdslejr har der af den grund også været tale om, at det er ved at være nu eller aldrig, hvis de skal vinde en slutrunde.  Sven Claes er dog ikke helt enig i, at sommerens EM er det sidste skud i bøssen. 

- Sidste chance er næste år ved VM. Forsvaret er ved at blive gammelt med Toby Alderweireld og Jan Vertonghen, der er over 30 år, og der er kun en midtstopper, som er under 30 år (Jason Denayer fra Lyon, red.). Jeg tror, at næste år vil være den sidste chance, men nogle siger også, at det er i år. Romelu Lukaku og Thibaut Courtois er der til gengæld også næste år, og Axel Witsel vil være fit der, så måske kan vi gøre det endnu bedre der. Jeg tror ikke, at det her er den gyldne generations sidste år.

- Men vi belgiere må også værdsætte holdets kvalitet. Det er utroligt, at vi har 11 millioner indbyggere, men har så utrolige verdensklassespillere nu, siger den belgiske journalist.

Netop forsvaret med de aldrende spillere Jan Vertonghen og Toby Alderweireld er også noget, kan vise sig at blive en akilleshæl i De Rode Duivels’ jagt på EM-succes denne sommer.

- Hvis de skal spille mod hurtige angribere som Kylian Mbappe fra Frankrig senere i turneringen, kan det blive et problem. Men med al respekt så bør de kunne klare Rusland, Danmark og Finland, og vi må ikke glemme, at Thibaut Courtois er verdensklasse i målet, siger Claes.

Også skader har ramt Belgien. Kevin De Bruyne missede den første kamp, og det samme gjorde midtbaneankeret Axel Witsel, som har siddet ude længe med en knæskade. Eden Hazard og Dries Mertens er heller ikke kommet til turneringen i topform, mens wingbacken Timothy Castagne allerede har måttet trække sig fra slutrunden med en skade, han pådrog sig i første kamp.

Hidtil tager man de problemer med ro i den belgiske lejr. 

- Vi må se. Der er nogle spørgsmålstegn, og de er der også efter Rusland-kampen. Får vi den bedste version af Eden Hazard at se om nogle uger? Vi må bygge op under turneringen, og nogle spillere skal have minutter imod Danmark og Finland. Det er en proces, og det er også derfor, at Axel Witsel blev udtaget: Det handler ikke kun om de tre gruppekampe, men også de senere kampe. Jeg kan forestille mig, at Rusland, Finland og Nordmakedonien blot fokuserer på deres tre gruppekampe, men vi har større ambitioner, slutter Sven Claes.