Video : Tipsbladet
Superliga

Efter skadeshelvede: FC Midtjylland udlejer back

Efter 26 måneders skadespause er FC Midtjyllands unge back Oliver Olsen endelig fit for fight. Det bliver FC Fredericia, der får glæde af ham i denne sæson.

Det har været to tunge år for unge Oliver Olsen. Han er gået gennem intet mindre end 26 måneders skadeshelvede, men nu lysner det endelig for FC Midtjylland-backen. Hans kampform skal han genfinde i FC Fredericia.

FCM skriver på sin hjemmeside, at klubben har udlejet Olsen til Fredericia. Aftalen gælder for resten af indeværende sæson.

- Vi er rigtigt glade for denne gode aftale, som giver god mening for alle tre parter. Oliver er en dygtig spiller, der desværre er blevet ramt af alt for meget uheld i de sidste to år med de korsbåndsskader. Nu er han på vej tilbage, men det tager selvfølgelig tid at finde tilbage til topniveauet, siger FCM-sportschef Svend Graversen.

- Oliver spillede på et sindssygt højt niveau før sine skader, og det er vi sikre på, at han kan finde igen nede i Fredericia, hvor han får mulighed for at spille en masse kampe. Han er stadig et stort talent, og vi glæder os til at følge hans udvikling.

20-årige Oliver Olsen løb i foråret 2019 ind i en korsbåndsskade, og da han et år senere var ved at være klar igen, fik han en ny korsbåndsskade. Denne gang i det andet knæ.

Men nu er han altså kommet sig så meget, at han har trænet med i hele opstarten og kan blive udlejet til 1. divisionsklubben.

Læs mere om Olsens skadesproblemer og vej tilbage her.