Video : Tipsbladet
Superliga

Er rekordkøb den ny Anders Dreyer eller Sory Kaba?

Nu skal FC Midtjylland til at bruge Marrony. Men hvor skal han spille?

Det var ikke hvem som helst, 22-årige Marrony måtte afgive pladsen til, da handlen mellem FC Midtjylland og Atlético Mineiro var under opsejling, og den brasilianske topklub skulle finde en ny forward til at spille sammen med det store offensive navn Givanildo Vieira de Sousa.

Sidstnævnte kender mange nok bedre under navnet Hulk, og det blev en tilsvarende bidsk og profileret spiller, Diego Costa, som Atlético Mineiro hentede.

Nu er det en måned siden, FC Midtjylland købte Marrony, men endnu har FC Midtjyllands dyreste køb nogensinde ikke været på banen i Superligaen eller i Europa.

Det er snart tid til at se forwarden i aktion, og det skal blive voldsomt interessant at se, hvor Marrony skal spille henne.

- Vi må se, om og hvor meget FC Midtjylland kommer til at bruge ham mod Randers. Han er et rekordkøb for FC Midtjylland, og nu er der gået en måned, siden han kom til klubben, så nu skal vi se ham i aktion, og se hvordan FC Midtjylland vil bruge ham.

- Vi skal se, hvad han kan, og hvorfor han i lange perioder var fast mand i en så stor klub, som Atlético Mineiro er, siger Tipsbladets chefredaktør Troels Bager Thøgersen.

Se hele analysen af Marronys situation i FC Midtjylland i den video, der ligger i toppen af denne artikel.

Fang også vurderingen af Marrony fra en scout med indgående kendskab til det brasilianske marked. (læs den artikel ved at klikke her)