Video : Tipsbladet
Superliga

Stor bombe i FC København: Fyrer to klub-ikoner

Både Per Wind og Mikael Antonsson er snart fortid i FC København.

To klub-legender er snart fortid i FC København. 

For både nuværende holdleder Per Wind og Football Operations Manager Mikael Antonsson er nemlig blevet opsagt, da begges stillinger bliver nedlagt i nærmeste fremtid. 

Det bekræfter en kilde med indgående kendskab til FC København overfor tipsbladet.dk

For begges vedkommende vil det endelige farvel til jobbet først blive senere på sæsonen, men både Per Wind og Mikael Antonsson er blevet gjort bekendt med situationen inden for de seneste dage. 

FC København har helt siden 1999 haft Per Wind tilknyttet. Først var det som målmandstræner, og sidenhen har han været holdleder. 

66-årige Per Wind er desuden også far til FCK-profilen og landsholdsspilleren Jonas Wind, og han har derfor på første parket kunne følge med i sin søns tid i førsteholdstruppen, som har budt på flere store stunder.

Svenske Mikael Antonsson kom til FCK som spiller i 2007 og har 194 FCK-kampe på CV'et, hvilket blandt andet førte til hele fem danske mesterskaber og fire pokaltitler.
I 2011 skiftede han til italiensk fodbold for tre år senere at vende retur til FCK.

Senere blev Antonsson assistenttræner men siden 2018 har han haft stillingen som Football Operations Manager i FC København. 

Så der er tale om to mangeårige klubikoner, der altså nu skal til at indstille sig på et farvel til den danske storklub. 

I FCK er der også nyt på vej hos selskabet bag klubben, Parken Sport & Entertainment. De vil efter nytår dele deres forretninger op. Læs mere om det her.