Video : Tipsbladet
Superliga

Parken-formand: Wind-fyring er mit ansvar

Desuden mener Allan L. Agerholm, at man nu har gjort alt for at rette op på sagen igen.

Tipsbladet.dk kunne tidligere afsløre, at FC København havde valgt at fyre de to klubikoner i form af Per Wind og Mikael Antonsson, og godt en uge senere meldte klubben det officielt ud.

Det er en sag, som man har ærgret sig over i selskabet bag klubben, Parken Sport & Entertainment. Det fortæller bestyrelsesformand Allan L. Agerholm i et interview med FCK-fanmediet Copenhagen Sundays.

- Jeg kan ikke gå i detaljer med sådan en sag, men det er en yderst ærgerlig og dybt beklagelig på alle mulige måder, siger Parken-formanden og fortsætter:

- Når alt kommer til alt, så er det mit ansvar. Det står jeg på mål for. Det gør jeg også i den her sag. Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at få rettet op på den. Det mener jeg, at vi har fået gjort. Og så er vi videre, lyder det fra Allan Agerholm.

Derudover kommer han også ind på, hvordan den første tid som formand for Parken har været. Blandt andet har han forstået, at det forpligter, når man har tilhængere på den måde, som man har.

- Og det er også det jeg har lært, at det skal jeg være meget opmærksom på, at der er altså en her masse mennesker, som har et stort hjerte og en stor - lad os kalde det investering - i det forhold, der er mellem os, fortæller Parken-formanden.

Hos Parken Sport & Entertainment er man desuden i gang med at undersøge, hvorvidt stadionet skal udvides. Læs mere om det her.