Video : Tipsbladet
Superliga

Hvordan stiller FCK op uden skadede profiler?

FC København spiller kamp ét uden Carlos Zeca, når holdet møder SønderjyskE søndag aften.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Sydbank Park, Haderslev 
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
På TV: 3+
Hashtag: #sjefck #sldk

Holdnyt:
SønderjyskE:
En næstsidsteplads og prædikatet som det mindst scorende hold i Superligaen er status for SønderjyskE midtvejs i grundspillet, og dermed har Haderslev-klubben ikke fået den start under Michael Boris, som man drømte om.

Senest blev det til et 0-4-nederlag mod AaB, og landskamspausen har dermed været lang for sønderjyderne, der vil være sultne efter at revanchere sig mod FC København.

SønderjyskE er på fjerdepladsen over flest skabte chancer i denne sæson, så der gemmer sig noget potens i offensiven, og det vil klubben uden tvivl hæfte sig ved, men der mangler i høj grad effektivitet. En scoringsprocent på 4,5 er ligaens klart dårligste, og at Daniel Prosser med to scoringer kan kalde sig for klubbens topscorer er heller ikke just prangende.

SønderjyskE har blot hentet et enkelt point på udebane i denne sæson, så de skal være glade for, at de spiller på eget græs søndag - her slog man blandt andre mestrene fra Brøndby IF for et par uger siden.

Værterne må fortsat undvære Patrick Banggaard, mens Maxime Soulas og Kristoffer Kristinsson heller ikke er med i truppen.

Til gengæld er Emil Frederiksen igen at finde blandt Boris udvalgte, efter han har været vraget til de seneste fire Superliga-kampe.

FC København:
Modsat SønderjyskE har FC København absolut ikke haft problemer med at score mål i denne sæson. 25 fuldtræffere i de første 11 kampe er der ingen hold i Superligaen, der kan matche. 

FC København har vaklet en smule siden nederlaget mod FC Midtjylland i Parken, og senest blev det kun til 1-1 mod Viborg FF på hjemmebane. Resultatet var dog ikke den største katastrofe for FCK i det opgør.

Anfører Carlos Zeca kom alvorligt til skade, og han har spillet sin sidste kamp i denne sæson. Det bliver et gigantisk tab for løverne, der samtidig må lide den tort, at Rasmus Falks skadesperiode trækker ud.

Jess Thorup er med andre ord enormt presset på den centrale midtbane, hvor spørgsmålet er, hvem der skal spille ved siden af Lukas Lerager. Måske bliver det Andri Fannar Baldursson? Rykkes Jens Stage væk fra kanten? Hvad med Isak Bergmann Johannesson? Der er nok at gruble over for FCK-træneren.

David Khocholava er i karantæne mod SønderjyskE, mens Kamil Wilczek er ude.

Karantæner:
SønderjyskE: Ingen
FC København: David Khocholava

Bud på startopstillinger:
SønderjyskE (4-3-3): Thomas - Holm, Gartenmann, Reese, Dal Hende - Albæk, Ekani, Kornvig - Eskesen, Taiwo, Prosser

FC København (4-2-3-1): Grabara - Diks, Gabrielsen, Boilesen, Kristiansen - Lerager, Stage - Bergmann, Biel, Bøving - Wind

Profilen:
Ruben Gabrielsen kan meget vel få sin startdebut i Superligaen i fraværet af en karantæneramt David Khocholava, og det skal blive spændende at se nordmanden, hvis han altså bliver foretrukket frem for Maris Oikonomou. Gabrielsen er en stor kleppert, der til enhver tid kan tromle Julius Eskesen og de andre vævre spillere i SønderjyskE's offensiv. Hans udfordring bliver ikke at blive overløbet.

Vidste du, at..:
Siden grækerens ankomst i 2017 har FC København spillet 12 Superliga-kampe uden deltagelse af Carlos Zeca. Løverne har vundet de fire, tabt fem og spillet tre uafgjort.

Dom:
FC København er naturligvis favoritter, men det store spørgsmål er, hvordan holdet klarer sig uden både Carlos Zeca og Rasmus Falk. Det er en enorm svækkelse, og Jess Thorup skal først nu til at lede efter en konstellation, der kan fungere i deres fravær. Det er ikke sikkert, han finder den i første forsøg.

Det bliver ikke nogen let kamp for FCK, men vi har alligevel fidus til, at de tager de tre point i Haderslev. FC København slår SønderjyskE med 2-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: