Video : Tipsbladet
1. division

Vil ikke til EfB: Havnet i de forkerte hænder

Udlandsdanskeren har ingen planer om at vende hjem til Esbjerg fB i klubbens nuværende forfatning.

Han fik sin fodboldopdragelse og spillede for Esbjerg fB fra 2006 til 2012, men Søren Rieks har ingen intentioner om at vende tilbage til klubben, som den ser ud lige nu. Det slår Malmö-danskeren fast over for bold.dk.

Esbjerg fB fik tidligere i år nye amerikanske ejere, og siden har der været en del kontroversielle sager i klubben. Især var tiden med Peter Hyballa som cheftræner omdiskuteret, og her blev flere klubfolk som Jakob Ankersen og Kevin Conboy smidt af holdet.

Søren Rieks nævner ikke nogle specifikke episoder, men er ikke imponeret over, hvordan spillerne bliver behandlet i klubben.

- Jeg har fulgt meget med og set mange kampe, siden jeg skiftede derfra, og jeg har også hørt lidt derfra. Det sgu en skam, at det er kommet så vidt, at klubben desværre er havnet i de forkerte hænder. Det gør lidt ondt at se på, siger han til bold.dk og tilføjer, at “det er under al kritik”.

For nylig forlængede Søren Rieks også sin aftale i Malmö FF frem til og med 2023, hvor han til den tid vil være 37 år.

I forbindelse med kontrakforlængelsen åbnede den erfarne dansker også op for at blive i den svenske mesterklub resten af karrieren og efter - læs mere om det her.