Guardiola: Barcelona, Bayern og Juventus har været bedst i det her årti
Foto: Getty Images
Generelle

Guardiola: Barcelona, Bayern og Juventus har været bedst i det her årti

Real Madrid har vundet Champions League i de seneste tre sæsoner, men Pep Guardiola ser ikke den spanske storklub som værende blandt de tre bedste hold i de seneste ti år.

Den katalanske træner vil udfordre sit Manchester City-hold til at 'imitere' Barcelona, Bayern München og Juventus.

Guardiola går ikke op i at vinde samtlige fire trofæer i denne sæson. I stedet har City-træneren et andet mål for sit hold. 

- Hvilke hold er de bedste hold i det sidste årti? Juventus, Bayern München og Barcelona. De er de bedste hold i Europa. Hvorfor? Fordi de vinder ligaen i hver eneste sæson. I hver sæson vinder de pokalturneringer. De er med hver gang. Fordi de er de bedste, siger Guardiola ifølge Goal.

- Vi kan ikke gøre som dem, for det er svært, men vi kan imitere dem. Være med i turneringerne indtil slutfaserne. Nogle gange er du heldig, andre gange er du ikke. Men det handler om at være der. Det er det, jeg vil. At være med i mesterskabsræset indtil det sidste. Vi er i Carabao Cup-finalen igen. I dag (lørdag, red.) vandt vi igen og er videre. Vi skal forberede os til Schalke-kampen (i Champions League). Det er sådan, du bliver et bedre hold. De bedste hold må imitere disse tre hold. 

Konsistente i årevis
Guardiola fremhæver Juventus, Bayern München og Barcelona som tre hold, der aldrig hviler på laurbærrene.

- At vinde en eller to titler, det kan ske. Men de har været virkelig konsistente hver tredje dag i elleve måneder, igennem ti år. Det er det, jeg respekterer og beundrer mest. Det er min drøm.