Agueros far åbner for muligt sommerskifte
Foto: Getty Images
Champions League

Agueros far åbner for muligt sommerskifte

Sergio Aguero kan vende tilbage til sin barndomsklub allerede til sommer, åbner Leonel Aguero op for.

Når Sergio Aguero en dag forlader Manchester City, bliver det sandsynligvis for argentinske Independiente. Det har Aguero selv udtalt tidligere, og nu puster Agueros far, Leonel Aguero, også til de rygter. 

Ifølge Leonel Aguero vil Sergio Aguero vende tilbage til Independiente i løbet af de kommende år. Og måske allerede til sommer.

Det fortæller den ældre Aguero i et interview med Radio Villa Trinidad ifølge Goal.

- Hvis de kontakter ham, vil han begynde at tænke over det eller i det mindste sætte en dato for, hvornår han gerne vil vende tilbage. Om han skal blive et ekstra år (i Manchester City, red.) og vender tilbage i 2020, eller om han skal komme tilbage i juni i år. Det hele afhænger af ham, fortæller Leonel Aguero.

Leonel Aguero understreger dog samtidig, at de endnu ikke har hørt fra Independiente. 

Aguero fik sin fodboldopdragelse i Independiente og blev klubbens yngste debutant nogensinde, da han som 15-årig debuterede i 2003. Eftefølgende nåede han at score 23 mål på 56 kampe for klubben, før han tog til Atletico Madrid.

Siden 2011 har han dog banket mål ind på samlebånd for Manchester City, og det gør han fortsat. 30-årige Aguero er nemlig stadig førstevalget i Manchester City og har i denne sæson scoret 27 mål på 36 kampe.