Video : Tipsbladet
Rygter

Kostede 600 millioner: Nu vil Chelsea sælge storskuffende spanier

Kepa Arrizabalaga er verdenshistoriens dyreste målmand, men det er svært at forstå, når man ser spanieren i aktion. Og nu skriver The Times, at Chelsea vil sælge målmaden.

Det kan være svært at forstå, men Kepa Arrizabalaga kostede faktisk Chelsea væsentligt mere, end Alisson kostede Liverpool.

Brasilianeren kostede således 470 millioner kroner i sommeren 2018, mens spanieren skiftede for 600 millioner den samme sommer - og dermed er Kepa Arrizabalaga den dyreste målmand i historien.

I Chelsea er man dog ikke specielt glade for spanieren, forlyder det nu. Således skriver den anerkendte engelske avis The Times nu, at Chelsea faktisk vil forsøge at sælge Kepa Arrizabalaga, som har skuffet stort på Stamford Bridge. Avisen skriver, at London-klubben er begyndt at lede efter mulige afløsere. 

Tvivlsomme præstationer
Kepa Arrizabalaga har da heller ikke imponeret stort i den seneste uges tid. Spanieren så ikke for heldig ud, da Newcastle scorede sejrsmålet i weekenden, og i tirsdagens 2-2-kamp mod Arsenal så Kepa Arrizabalaga også tvivlsom ud ved begge Arsenal-scoringer.

Football London har samlet en række tweets, hvor Chelsea-fans raser over målmandens skuffende nievau. Blandt andet har fansene svært ved at forstå, hvorfor Chelsea har givet Kepa Arrizabalaga en syv-årig kontrakt.

Kritik fra Lampard
Efter skuffelsen mod Arsenal slap Kepa Arrizabalaga da heller ikke for kritik fra Chelsea-boss Frank Lampard.

- Jeg ved, at der er fokus på ham i øjeblikket. Sådan er det i topfodbold. Han var for langsom et par gange i dag, da han havde bolden på fødderne, og han smed næsten bolden væk. Og nogle gange kan den slags ændre kampens momentum. Så det er selvfølgelig noget, som han ved, at han skal arbejde med. Og som vi skal arbejde med, lød det ifølge Metro fra Lampard.