Video : Tipsbladet
Rygter

Ekspert om Chelsea-stjerne: Tottenham bør hente ham til sommer

Ifølge den tidligere Sunderland-angriber Kevin Philips bør José Mourinho kraftigt overveje at hente Willian til sommer.

Willian har kontraktudløb i Chelsea til sommer, og brasilianeren har for nyligt meldt ud, at han ikke har formået at blive enige med London-klubben om betingelserne for en ny aftale.

Overfor ESPN har teknikeren dog slået fast, at hans prioritet er at blive i London, hvor familien er faldet godt til. Ifølge den engelske avis The Sun følger Arsenal situationen med interesse. 

Kan blive god for Tottenham
Den tidligere Premier League-topscorer Kevin Philips mener dog, at den 32-årige Willian passer bedre til Tottenham. Det var som bekendt José Mourinho, der i 2013 hentede brasilianeren til Chelsea fra russiske Anzhi Makhachkala.

- Willian er en spiller, som jeg godt kan lide. Jeg synes, at han har gode kvaliteter og evner. I sidste ende handler det om, hvorvidt han passer til Mourinhos system eller ej, og om hvor han kan spille, lyder det ifølge Football Insider fra Philips.

- Mourinho spiller typisk 4-2-3-1, så man kan sagtens forestille sig Willian på en af kanterne, hvor han kan bidrage med kvalitet. Hvis de kan hente ham på en fri transfer, og det ikke er for dyrt, så skal de gå efter ham. Han har været inde og ude af holdet i Chelsea. Men hvis han kommer til et hold, hvor han bliver fast starter, så får man den rigtige Willian at se. 

- I mine øjne har han stadig masser at byde på i Premier League, og det vil være et godt køb af Tottenham, hvis de henter ham. 

Willian har scoret 59 mål og har lavet 59 assists i 329 kampe for Chelsea.