Video : Tipsbladet
VM

FIFA-rapport: VM hvert 2. år vil give 29 mia. kr.

Ifølge Arsène Wenger er 90 procent af modstanden mod VM hvert andet år baseret på følelser og ikke fakta.

Forslaget om VM i fodbold hvert andet år i stedet for hvert fjerde er overordnet set populært blandt Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) medlemslande.

Det siger Fifa-præsident Gianni Infantino, efter at der mandag blev afholdt et møde, hvor idéen endnu en gang blev vendt.

- Hvis der skulle stemmes om det i morgen, ville flertallet nok stemme for VM hvert andet år, siger han til journalister efter mødet.

- Men det er ikke det, det skal handle om. Vi kigger på kalenderen som helhed og ser på, hvordan vi kan gøre fodbold bedre, og hvor mange vi kan få med om bord på en ny måde at organisere fremtidens fodbold.

Han vil ikke sige noget om, hvornår der eventuelt skal stemmes om forslaget, men tidligere mandag gættede Dansk Boldspil-Unions (DBU) direktør, Jakob Jensen, på, at det kan komme på dagsordenen, når Fifa i marts næste år afholder en kongres i Qatar.

Danmark er sammen med Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) modstander af at spille dobbelt så mange verdensmesterskaber som i dag.

Det vil gå ud over spillernes helbred, det kan føre til en negligering af kvindefodbold, og det kan udhule interessen for slutrunder generelt, lyder nogle af argumenterne.

Men spørger man Fifas chef for global udvikling, den tidligere Arsenal-manager Arsène Wenger, kigger skeptikerne ikke tilstrækkeligt på fordelene.

- Vi møder modstand, og det, der ærgrer mig, er, at 90 procent af modstanden er følelser og ikke fakta eller analyse. Vi må komme over den frygt, for de fleste af følelserne er baseret på frygt, siger han.

Der er modstridende rapporter om, hvad VM hvert andet år vil få af økonomiske konsekvenser.

Mandag fremlagde Fifa en rapport, der viser, at det vil øge Fifas omsætning med 4,4 milliarder dollar, hvilket svarer til cirka 29 milliarder kroner.

Af dem skal 3,5 milliarder dollar - 23 milliarder kroner - angiveligt gå til en fond, hvorfra hvert medlemsland over fire år modtager i omegnen af 16 millioner dollar svarende til 105 millioner kroner.

Uefa har til gengæld offentliggjort en rapport, der viser, at ændringerne i den internationale kalender vil føre til et stort milliontab for de europæiske medlemslande.

Her lyder vurderingen, at landene samlet set vil tabe mellem 2,5 og 3 milliarder euro over fire år. I danske kroner er det mellem 19 og 22 milliarder.

Ud over Uefa har Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol) ytret modstand mod forslaget.

/ritzau/Reuters