Video : Tipsbladet
Ligue 1

Avis: Daniel Wass-bejler får transferkarantæne

En af Daniel Wass' bejlere får nu karantæne fra at hente spillere i de kommende to transfervinduer.

Marseille er havnet i transferproblemer.

Således bliver klubben straffet af FIFA og får nu karantæne for at købe spillere i to de kommende transfervinduer, og her kan de altså ikke købe forstærkninger. Det skriver den franske sportsavis L’Equipe.

Årsagen til karantænen skal findes i deres køb af midtbanespilleren Papa Gueye i sommeren 2020.

Papa Gueye skrev under på en forhåndskontrakt med Watford i januar 2020, således at han ville skifte til klubben om sommeren. Men efterfølgende fortalte han, at han var blevet dårligt rådgivet af sin agent og ikke ville til klubben. Derfor blev han solgt til Marseille, blot 17 timer efter at han var kommet til Watford.

Det har resulteret i en karantæne på fire måneder til Papa Gueye, men efter sigende straffes Marseille altså nu også.

Transferkarantænen ventes at gælde fra sommerens transfervindue, men Marseille kan også appellere dommen og håbe på, at den bliver nedsat, udsat eller droppet. Det vil de formentlig gøre, lyder det fra L'Equipe. 

Foruden transferkarantænen skal de betale et millionbeløb til Watford, lyder det. 

Med danske øjne er det særligt interessant, i og med at den franske klub har været en af de varmeste bejlere til Daniel Wass, og at de på rygtebasis har været meget interesserede i at hente den danske landsholdsspiller på en fri transfer til sommer. Det tyder stadig på, at Atletico Madrid er favoritten til at hente ham.