Video : Tipsbladet
Bundesliga

Ebbe Sand med afgørende rolle i tysk-norsk handel

Ebbe Sands fortid i Schalke 04 var afgørende i handlen af norsk landsholdsspiller.

Schalke 04 kæmper en indædt kamp for at vendre retur til den bedste tyske række efter sidste sæsons nedrykning. I jagten på dén ambition har de i dette vindue oprustet med tilgangen af norske Marius Lode fra succesklubben Bodø/Glimt.

Den norske stopper var med til at vinde mesterskabet i sidste sæson, og har i samme periode været udtaget til det norske landshold. Nu skal den 28-årige nordmand så forsøge at hjælpe den tyske traditionsklub.

Schalke 04 har tidligere haft stor succes med skandinaviske spillere. Ikke mindst danske Ebbe Sand, der bombede løs for den tyske klub i starten af dette århundrede.

Ebbe Sand spillede også en afgørende rolle i Lodes skifte til Sands tidligere arbejdsgiver. I sommer kastede Ebbe Sand sig således ud i agentarbejdet:

- Jeg arbejdede for det danske landshold i et år, og var også med dem til EM i sommer. Men siden juli har jeg arbejdet for Elite Consulting, hvor Marius Lode er en af vores spillere, siger Ebbe Sand ifølge det tyske medie Reviersport, og fortsætter:

- Jeg har haft meget travlt med handlen de sidste par dage. Det er fedt, at handlen gik igennem, og at han allerede er med mod Kiel.

Schalke 04 spillede denne weekend mod Holstein Kiel. Marius Lode fik de sidste 20 minutter på banen, hvor han hjalp sit nye mandskab med at spille 1-1.