Video : Tipsbladet
Superliga

Her er Vagner Loves første ord som FCM'er

Vagner Love udtaler sig for første gang som FC Midtjylland-spiller i en video, klubben selv har delt.

Det startede med et hashtag på det sociale medie Twitter, men nu er stjerneangriberen Vagner Love officielt præsenteret i FC Midtjylland på en aftale for resten af sæsonen. Det gjorde FC Midtjylland torsdag eftermiddag.

FC Midtjylland har understreget, at der ikke blot er tale om et pr-stunt, og at den 37-årige angriber skal bidrage med mål i foråret samt sin erfaring.

Det er også Vagner Loves egne ambitioner med skiftet. Det siger han i en video, som FC Midtjylland har lagt ud, hvor han for første udtaler sig som FCM'er. 

- Hej venner, Vagner Love her. Jeg er virkelig glad for at være her i Midtjylland og være en del af denne familie. Jeg er kommet for at hjælpe og give alt og hjælpe mine holdkammerater med min erfaring og gøre alt for, at Midtjylland vinder alle turnering, som klubben beltager i, så alle bliver glade, siger Vagner Love til FCM TV.

Samtidig lyder han som en mand, der kunne se opholdet i FC Midtjylland vare længere end blot dette forår. Han siger i videoen:

- Til sommer kan vi alle fejre det sammen, så vi kan opnå de fremtidige mål og komme i Champions League igen. Det er klubbens mål. Det er mit eget mål.

Vagner Love har en fortid hos blandt andre CSKA Moskva, AS Monaco og Besiktas, og den 37-årige brasilianer står endda noteret for hele 25 kampe og ni fuldtræffere for det brasilianske landshold.